Foto: Klejnsmedelærling og DM i Skills-vinder Svend Borup (tv) og malerfaglærer Jacob Ryberg, der fik prisen som "Årets sikre faglærer 2016”, fik overrakt en miniatureudgave af Randers Rådhus, da borgmesterClaus Omann Jensen hyldede dem på byens gamle rådhus. Foto: Tradium.
– Tillykke med titlen som Danmarksmester i Skills. Det er rigtig flot gået, sagde Claus Omann Jensen til klejnsmedelærling Svend Borup, der i januar vandt DM i Skills 2017.
Borgmesteren i Randers havde inviteret Svend Borup, der pt er på skoleophold på Tradium, ned på det gamle rådhus, hvor der blev disket op med champagne og kransekage.
Tal om det
Med til at hylde Tradiums nye Danmarksmester var også repræsentanter fra kommunen og fra Tradiums ledelse samt naturligvis Svends coach, smedefaglærer Mikael Kejlstrup, der har været med hele vejen.
– Stort tillykke til både undervisere, ledelse og bestyrelse på Tradium. I er skarpe. Der sker altid så meget positivt hos jer. Det er vigtigt, at vi fortæller om det. Vi skal som samfund tale meget mere om, at der er brug for unge, som er dygtige med hænderne samtidig med, at de er dygtige med øverste etage – hovedet. Lige som dig, Svend. Måske vil du også en dag være selvstændig og starte egen virksomhed. Der er brug for sådan nogen som dig i vores samfund, lød det blandt andet fra Claus Omann Jensen.
Årets sikre faglærer
Med på rådhuset var også en anden prisvinder fra Tradium, nemlig malerfaglærer Jacob Ryberg, som til DM i Skills fik overrakt prisen som "Årets sikre faglærer 2016".
– Også stort tillykke til dig med den flotte pris, Jakob. Vi skal lære vores unge mennesker, at de skal passe på sig selv og hinanden på arbejdet. Det ved jeg, at du er rigtig god til at lære dem, sluttede borgmesteren.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om små og store begivenheder hos Tradium.