Søg på tradium.dk

Nyheder

HTX-elever giver nye vinkler på Randers kommunes affaldssortering

 
 

26. januar 2024

Affald er en udfordring i de fleste kommuner – også i Randers.

Affald er en udfordring i de fleste kommuner – også i Randers. For at arbejde med virkelighedens problemstillinger har elever fra Tradium Teknisk Gymnasium besøgt Randers Affaldsterminal og efterfølgende givet deres bud på nye løsninger for affald og sorteringen af det. Elevernes ideer blev præsenteret ved en poster-session, hvor Randers byråd gav konstruktiv feedback.

En app, der kan hjælpe med at sortere affaldet rigtigt, en vandbesparende kartonskyller, der gør emballage klar til sortering og sorteringsskakte til etagebyggeri. Det var nogen af de ideer, elever fra 2.g. på Tradium Teknisk Gymnasium præsenterede som afslutning på deres teknologifag. Ideerne, der var udviklet med udgangspunkt i studieretningsfagene design, bioteknologi, matematik og fysik, præsenterede eleverne i Tradiums Toolbox for gæster fra Randers byråd.

- Det giver en ekstra dimension i undervisningen, når vi arbejder med virkelighedens udfordringer. Derfor er vi også meget taknemmelige for, at Randers Affaldsterminal åbnede dørene for os og fortalte om deres arbejde og problemstillinger, og meget glade for besøget fra Randers byråd, der gav konstruktiv feedback. Som underviser kan man heller ikke undgå at føle sig lidt stolt over de gode projekter, eleverne fik stablet på benene, fortæller Anders Christian Mejer Kristensen, der er lektor på HTX og en af underviserne i projektet.

 

 

De store løsninger

Ved besøget Randers Affaldsterminal så eleverne sorteringsanlægget og hørte om de udfordringer, der er med at få affaldet fra kommunens husstande sorteret rigtigt.

Oven på besøget arbejdede eleverne med at understøtte affaldssorteringen hjemme hos borgerne, men besøget inspirerede også til at tænke andre nye ideer i forhold til affald. For eksempel arbejdede en gruppe med, hvordan man kan omdanne fluer til protein, der kan bruges til dyrefoder i stedet for importeret soja, mens en anden gruppe undersøgte om handelsskibes ballasttanke kan bruges til at indsamle mikroplast i verdenshavene.

”Når vi arbejder med problemstillinger på den her måde, giver det eleverne en ide om, hvordan man kan bryde de store udfordringer ned og bruge sin faglige viden til at finde på nye løsninger. Det giver en vigtig faglig indsigt, men vi kan også mærker, det giver blod på tanden – og måske også nogle ideer til videreuddannelse og karriere for vores elever, fortæller Anders Christian Mejer Kristensen.

 

 

Anerkendelse betyder noget

Forløbet var en del af projektet B-STEM, der er medfinansieret af EU. Her samarbejder ni gymnasieskoler i Region Midt med lokale firmaer for at løse virkelighedsnære problemer og styrke undervisningen i STEM-fagene (STEM = science, technology, engineering og mathematics).

Som afslutning på forløbet blev elevernes projekter præsenteret ved en postersession i Tradiums Toolbox. Men selvom forløbet kun strakte sig over tre uger, havde flere grupper også nået at lave prototyper og prøveopstillinger på deres løsningsforslag. Derfor var det også seks imponerede medlemmer af Randers Byråd, der gav feedback til eleverne. 

”Der er noget andet på spil for eleverne, når de skal præsentere deres projekter for gæster uden for huset, og den anerkendelse, der ligger i besøget fra byrådet, betyder meget. Samtidig var medlemmerne fra byrådet meget interesseret og engageret i dialogen med eleverne. Så det blev en rigtig god dag for alle parter, fortæller Anders Christian Mejer Kristensen.

 

 

Udvidet direktion
Kommunikationschef
M  3051 3121    E  uvo@tradium.dk
A  Vester Allé 26, 8900 Randers C
 
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om små og store begivenheder hos Tradium.

Tilmeld dig