Søg på tradium.dk

Nyheder

Kursus skal bringe Anita tættere på drømmejobbet

 
 

10. november 2017

I dag havde 54-årige Anita Nørriis Jensen sidste dag på kurset ”Smag på restaurantionsbranchen”. Et kursus som har til formål at forberede kursisterne til en restaurationsbranche, som skriger på arbejdskraft.

”Det har været rigtig spændende at være med på kurset. Jeg har blandt andet lært en masse nyt om fødevarehygiejne, hvilke temperaturer maden skal opbevares ved, rengøring og servering,” fortæller 54-årige Anita Nørriis Jensen fra Nørager på Djursland.

Hun er én af 21 deltagere, som i dag gennemførte det seks uge lange kursus ”Smag på restaurationsbranchen.”

Restaurationsbranchen er ikke ny for hende. I hendes unge dage arbejdede hun på en kro. 

”Dengang ville jeg gerne være kok,” fortæller hun, men hun endte i stedet med at starte en virksomhed, som hun nu har solgt, og derfor skal der ske noget nyt.

”Restaurationsbranchen siger mig lige så meget, som den gjorde, da jeg var ung. Jeg vil gerne ud og arbejde i en kantine eller en delikatesse i et supermarked,” fortæller Anita Nørriis Jensen.


Branchen efterspørger arbejdskraft
Det seks uger lange kursus ”Smag på restaurantionsbranchen” er et samarbejde mellem seks uddannelsesinstitutioner, jobcenteret og 3F. 

”Der mangler mange hænder i branchen. Kursisterne får nogle kompetencer, så de kan få disse jobs eller videreuddanne sig,” fortæller Anja Poulsen, som er virksomhedskonsulent på Tradium og fortsætter:

”Det er et kanon samarbejde, som vi har med jobcenteret, 3F og arbejdsgiverne. Vi afdækker markedet og behovene i fællesskab, så vi kan strække det bedst mulige forløb sammen til kursisterne til størst mulig gavn for arbejdsgiverne.” 

Mandag starter kursisterne så i virksomhedspraktik. Det foregår på alt fra hoteller og cafeer til sygehuse. 

”Jeg glæder mig til at lære noget mere. Nu kommer vi derud, hvor det gælder,” fortæller Anita Nørriis Jensen og fortsætter:

”På nuværende tidspunkt kunne jeg nemlig godt tænke mig at læse videre til cater.”

Næste kursus med ”Smag på restaurationsbranchen” kommer til februar.

 

Virksomhedskonsulenter
Virksomhedskonsulent
M  4188 0086    E  apo@tradium.dk
A  Vester Allé 26, 8900 Randers C
 
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om små og store begivenheder hos Tradium.

Tilmeld dig