Søg på tradium.dk

Nyheder

Nikolaj og Andreas vandt regionsmesterskabet for murere

 
 

30. oktober 2018

Ni håbefulde unge dystede om en plads til DM

Foto: Andreas Østergaard Poulsen fra Tradium vandt titlen som regionsmester inden for flisemurer. (Foto: Ulrik Burhøj Jepsen)

Ni håbefulde unge studerende har mandag og tirsdag været samlet på Tradium for at dyste om en plads til DM i Skills 2019.

Mørket kommer tidligere og tidligere, men i murerafdelingen på Tradium er det blevet udskudt lidt, da ni unge her har arbejdet til efter mørkets frembrud på henholdsvis deres mure og fliseopsætninger. De har nemlig deltaget i Regionsmesterskabet for murer og flisemurer og var dybt koncentrerede, imens deres detaljerede arbejdsplaner langsomt men sikkert, blev omsat til færdige produkter.

De unge har alle forberedt sig hårdt og trænet op til mesterskabet igennem længere tid.

Og for to af dem, Nikolaj Skydsgaard Hansen fra Herningsholm og Andreas Østergaard Poulsen fra Tradium, gav anstrengelserne pote! De vandt nemlig titlen som regionsmester inden for henholdsvis murer og flisemurer. De kan derfor nu se frem mod DM i Skills, der i 2019 afholdes den 4. – 6. april i Næstved. Her skal de dyste mod landets andre regionsmestre, og er de succesfulde, får de endda muligheden for at gå videre til VM i Skills, som i 2019 finder sted i Rusland. 

Eleverne får målt sig selv

-De får målt sig selv imod andre elever, og de får tilfredsstillet deres konkurrencegen. Derudover får vi fokus på murerfaget, som der er rigtigt gode muligheder for at få arbejde inden for lige nu, forklarer Kent Sivertsen, der er faglærer på mureruddannelsen ved Tradium.

-De elever, vi vælger ud til at deltage i mesterskabet, er dem, der har lyst til at deltage intensivt i konkurrenceøjemed. Og det gavner også virksomhederne, da de kommer hjem med noget gåpåmod og de kommer en tand op i gear i forhold til andre elever. Kommer de videre til DM og måske endda VM i Skills, så får de også oplevet verden og får igennem konkurrencen en masse viden og forbindelser til andre talentfulde unge, forklarer Kent videre.

Og det er ikke kun eleverne, der nyder godt af konkurrencen, det giver også inspiration til underviserne.

-Som faglærer giver det også noget ekstra at arbejde med dem, der virkelig vil og brænder for deres fag, afslutter Kent.

 

Yderligere oplysninger

 

 

 

 

Mureruddannelsen
Overlærer
T  8710 0463    E  ksi@tradium.dk
A  Blommevej 40, 8930 Randers NØ
 
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om små og store begivenheder hos Tradium.

Tilmeld dig