Søg på tradium.dk

Nyheder

Talenterne dyrkes i Randers

 
 

02. januar 2019

Fremtidsforsker kalder det en del af en ny tendens.

Foto: Fremtidsforsker Marianne Levinsen mener at HHX FastTrack rammer en tendens i tiden og passer godt ind i de unges mindset.

Ny HHX uddannelse i Randers giver de unge mulighed for at kombinere personlig udvikling og faglige kompetencer på en helt ny måde. Oven i købet et år hurtigere end på den normale HHX. Fremtidsforsker kalder det en del af en ny tendens på uddannelsesområdet.

Når Tradium til sommer slår dørene op efter ferien, byder skolen velkommen til de første HHX FastTrack elever. Uddannelsen, som er den første af sin slags i Jylland, vil tiltrække endnu flere ambitiøse studerende til det elitestudiemiljø, som Tradium over de sidste år har skabt omkring HHX i Randers.

- Den nye HHX er for dygtige unge, som har ambitioner for deres fremtidige karriere. Uddannelsen er blevet oprettet for at give de særligt dygtige studerende mulighed for at dyrke deres talent i tæt samarbejde med erhvervslivet. Dermed får de startet deres erhvervskarriere tidligere og mere målrettet, fortæller Dorte Mulvad, rektor på Tradium.

HHX Fasttrack giver præcis den samme adgangsgivende studentereksamen som den velkendte 3-årige HHX. Forskellen ligger i det tættere samarbejde med erhvervslivet, tempoet samt en række individuelle elevforløb, som skal hjælpe de studerende på rette vej i deres karrierer.

- Vi er meget stolte af vores tætte samarbejde med mange af landets største og dygtigste virksomheder. Et samarbejde som virkelig folder sig ud på HHX Fasttrack, hvor de unge vil arbejde på konkrete projekter for eksempelvis Danish Crown eller Jysk, forklarer Dorte Wettergreen Mulvad.

Bredt politisk forlig bag ny uddannelse

HHX Fasttrack er et produkt af en bred aftale mellem de fleste af folketingets partier. Af forligsteksten fremgår det blandt andet, at der skal gøres en særlig indsats for at styrke fagligheden på de gymnasiale ungdomsuddannelser. Forligskredsen er desuden enig om at styrke talentindsatsen på skolerne og ikke mindst sammenhængen mellem uddannelse og arbejdsmarked for den enkelte elev.

Fremtidsforsker Marianne Levinsen fremhæver netop elementer som samarbejde med erhvervslivet, individuelt tilrettelagte uddannelsesforløb og løbende mentorforløb som særligt attraktive for de unge ved HHX Fasttrack. Hun mener, at uddannelsen på den måde rammer en tendens i tiden.

- Der er tydelige tendenser til, at unge vælger uddannelse ud fra udviklingsmuligheder, men i modsætning til tidligere generationer, er det nu ikke kun fagligheden, som vægtes højt. De unge i dag går meget op i at blive udfordret og udviklet som personer og ikke blot som elever. Derfor

passer uddannelser med mentorforløb og eksempelvis målrettede erhvervssamarbejder godt ind i de unges mindset, forklarer Marianne Levinsen.

Talentmiljø trækker elever til

HHX Fasttrack er blot den seneste talentsatsning for Tradium. Skolens andre tiltag tæller Business klasserne, hvor al undervisning foregår på engelsk og elitesportsklasserne, hvor unge Team Danmark atleter kan kombinere sport og uddannelse. Desuden er Tradium centrum for et e-sportsmiljø, hvor flere af skolens elever dyrker sporten professionelt.

I Randers Kommune tror de på, at flere muligheder også trækker flere unge mennesker til.

- Det gælder alle former for uddannelser, og vi kan se, at Tradiums store arbejde i høj grad bærer frugt. Derfor hilser vi også en eliteuddannelse som HHX Fasttrack meget velkommen, da den både tiltrækker dygtige elever til netop de klasser, men vi er også overbevist om, at den vil trække flere til de almindelige HHX uddannelser også, fortæller formanden for skole- og uddannelsesudvalget i Randers Kommune, Steen Bundgaard (A).

Det er ligeledes fremtidsforsker Marianne Levinsens holdning, at specialiserede miljøer og et stærkt socialt sammenhold i højere grad har betydning for de unges valg af uddannelse i dag.

- Vi ved fra flere undersøgelser, at de mest tilfredse studerende er dem, der indgår i teams med ligesindede. Eksempelvis har DTU i mage år høstet stor tilfredshed på det grundlag. På HHX Fasttrack vil eleverne indgå i en gruppe med andre ambitiøse unge. De kan i gruppen både støtte og udfordre hinanden. Det giver et stærkt sammenhold og en oplevelse af at høre til. Det vil helt sikkert appellere til mange unge, afslutter Marianne Levinsen.

 

Yderligere oplysninger

 

Chefgruppen
Rektor
M  2061 4297    T  8711 3503    E  dwm@tradium.dk
A  Rådmands Boulevard 19, 8900 Randers C
 
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om små og store begivenheder hos Tradium.

Tilmeld dig