Søg på tradium.dk

Nyheder

Tim Bøgeskov fik svendebrev

 
 

04. april 2017

Det kan godt lade sig gøre at få papir på sine evner, selvom man i flere år har været på arbejdsmarkedet som ufaglært arbejder. Det er 38-årige Tim Bøgeskov fra Randers et levende bevis på.

Foto: Det kan godt lade sig gøre at få papir på sine evner, selvom man i 20 år har været på arbejdsmarkedet som ufaglært arbejder. Det er 38-årige Tim Bøgeskov fra Randers et levende bevis på. Foto: Ole Jakobsen. 

I 20 år har Tim Bøgeskov arbejdet som ufaglært mekaniker. Men det fik en ende, da han i efteråret 2016 begyndte som voksenlærling ved Erhvervsudddannelser for voksne (EUV) på erhvervsskolen Tradium i Randers. I dag har Tim Bøgeskov som den første EUV-mekanikerelev på Tradium, efter at den nye erhvervsuddannelsesreform trådte i kraft i august 2016, modtaget det skriftlige bevis på sin nu faglærte status som mekaniker. Et bevis, der efter hans egen mening vil lette hans fremtidige jobsøgning markant.

- Jeg er sindssygt glad og meget lettet over, at det hele er overstået. Hele forløbet har krævet mere, end jeg lige havde forestillet mig, men jeg har overhovedet ikke fortrudt det, siger den nyligt udlærte mekaniker og fortsætter:

Da jeg fandt ud af, at jeg havde en mulighed for at få papir på mine evner, var jeg ikke i tvivl om, at jeg var nødt til at give det en chance. For det er ikke let at få et job, når man ikke kan fremvise et svendebrev.

Mange klasseskift undervejs
Tim Bøgeskov begyndte i oktober 2016 på det første af i alt fire skoleforløb på Tradium. Herefter fulgte yderligere tre skoleforløb, som alle bød på nye klassekammerater og undervisere, han skulle lære at kende. Det skyldes, at de EUV-studerende ved Tradium bliver koblet på udvalgte skoleforløb, som de almindelige EUD-studerende følger over 3,5 år.

- Skoleforløbene bliver komprimeret, så de kan klares på så kort tid som muligt. Det betyder, at man skal være forberedt på at skulle springe rundt mellem forskellige klasser fra start til slut, og det kræver altså sin mand, siger Tim Bøgeskov, der også har haft andre ting at tage sig af i løbet af det 22 uger lange uddannelsesforløb.

Han er nemlig enlig deltids- og heltidsfar til tre piger på fem, ni og 12 år. Det har derfor været nødvendigt for ham at gå på kompromis med nogle ting for at få dagligdagen til at hænge sammen.

- Jeg skal ikke lægge skjul på, at det har været noget af en prøvelse at være voksenlærling og far på samme tid. Heldigvis er de to største af mine piger ved at være så store, at de blandt andet selv har kunnet komme til og fra skole eller passe sig selv i kortere perioder. Det har været en stor hjælp, siger han.

De to ældste af Tim Bøgeskovs døtre var derfor med deres far, da han sammen med de øvrige nyudlærte mekanikersvende for nylig blev fejret ved en fest på Tradium. Som regel kommer eleverne sammen med deres mestre og fejrer dagen, og derfor var det helt specielt, at Tim havde taget en vigtig del af sin familie med i stedet.

Yderligere oplysninger 

,
 
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om små og store begivenheder hos Tradium.

Tilmeld dig