Søg på tradium.dk

Nyheder

Tjekkiske venskaber i Mariagerfjord

 
 

02. juni 2017

Tradium Handelsgymnasiet Mariagerfjord har haft besøg af tjekkiske udvekslingselever fra Business Academy Kostelec, og det gav nye øjne på vores egn.

Foto: Der blev knyttet venskaber på tværs, da eleverne fra Handelsgymnasiet Mariager Fjord havde besøg af tjekkiske udvekslingsstuderende. 

På Tradium Handelsgymnasiet Mariagerfjord er der tradition for, at alle klasser rejser til udlandet hvert år. I år har eleverne fra HHX 2.G været i Tjekkiet på udvekslingsbesøg, og nu har det været de danske elevers tur til at være værter for de tjekkiske elever. 

Det var et tætpakket program, eleverne fra Tjekkiet oplevede, da de gæstede Mariagerfjord. De var på en masse spændende virksomhedsbesøg, bl.a. på Dan Toy i Hobro, One Pint i Mariager og Beaute Pacifique i Hadsund, hvor nogle af eleverne fik lov til at få lavet en hudscanning. 

Tjekkiske venskaber opstået 

De tjekkiske elever boede privat hos de danske elever, og der er opstået tætte venskaber på tværs af lande- og kulturgrænser. De tjekkiske elever var imponeret over, at de bare kunne drikke af vandet fra vandhanen, og de lagde også mærke til, at vi er meget stolte af vores flag. De nød også den rene natur, og syntes at vores bygninger og huse var store og moderne, mens de hjemme i Tjekkiet er gamle og slidte. Opholdet bød også på en tur til Skagen i flot sol og med mulighed for at dyppe tæerne i de to have. Det var en stor oplevelse for tjekkerne. 

Sara Clemensen, der er elev på Handelsgymnasiet Mariager Fjord fortæller, at besøget har været med til at få hende til at se lidt anderledes på de omgivelser, hun færdes i til dagligt. 

-Det har været en øjenåbner på flere områder. Det er sundt at blive klogere på, at hele verden ikke ser ud som i Danmark. Vi kan lære en masse af hinanden, og her i klassen er vi blevet opmærksomme på, at vi har nogle rigtig gode rammer. 

De tjekkiske elever fulgte også en del af undervisningen på Handelsgymnasiet Mariager Fjord, og Aneta Mazurova var særligt optaget af forholdet mellem eleverne og lærerne. 

-For mig har det været helt særligt at opleve, at der er et ligeværdigt forhold mellem lærere og elever. Eleverne er på fornavn med lærerne, og det giver en god relation, ja nærmest venskabelig, det kan jeg godt lide. 

De to undervisere, Kirsten Boelhøj Hartvigsen og Bente Skjølstrup, som har været med i udvekslingsprogrammet, kan kun være enige i, at den gode tone og fællesskabsfølelse lærere og elever imellem er guld værd. 

Nogle af de mere pudsige forskelle, eleverne har moret sig over, er, at man i Tjekkiet ikke låser døren, når man går på toilettet, men banker på.  

De tjekkiske elever, der går 9 år i folkeskole og 4 år på gymnasiet, drømmer om at læse videre på universitet indenfor IT. 


Yderligere oplysninger

,
 
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om små og store begivenheder hos Tradium.

Tilmeld dig