Søg på tradium.dk

Nyheder

Tradium efteruddanner ingeniører til verdens brændpunkter

 
 

13. november 2017

Det kræver gode og stabile løsninger, når man som ingeniør i en international hjælpeorganisation skal få elektriciteten i en flygtningelejr og sundhedsklinik til at fungere. Et nyt samarbejde mellem pumpevirksomheden Grundfos og Tradium klæder ingeniører fra Internationale Røde Kors Komité på til opgaven.

 

 

Hvordan designer man som ingeniør tekniske løsninger til en sundhedsklinik i et konfliktområde, så sygeplejersker og læger kan arbejde under de bedst mulige forhold? 

Det blev 12 ingeniører fra International Røde Kors Komité klogere på i Tradiums el-, automatik- og dataafdeling i sidste uge. Her deltog de nemlig i det første efteruddannelseskursus for International Røde Kors Komité.

”Jeg er pavestolt over, at vi er med til at videreuddanne deres ingeniører og vores kompetencer kan bruges i verdens brændpunkter. Vi efteruddanner i den grad i og til virkeligheden,” fortæller administrerende direktør på Tradium, Lars Michael Madsen. 

Ingeniørerne var fløjet ind fra brændpunkter over hele verden.

Samarbejde med Grundfos skaber bedre faglighed
Tradium har i forbindelse med undervisningen af International Røde Kors Komité indgået et samarbejde med pumpevirksomheden Grundfos.

Tradium står for den generelle viden om el, mens Grundfos står for undervisningen i elektroniske mekaniske dele. Dertil har Grundfos det nyeste udstyr.

”Det, som vi ikke kan tilbyde på Tradium, kan Grundfos byde ind med. Så vi komplimenterer hinanden godt,” fortæller Lars Michael Madsen.

Faglærer og virksomhedskonsulent i el-, automatik- og dataafdelingen Per Andersen glæder sig over aftalen.

”Jeg er meget stolt. Det er et højt niveau, som vi arbejder på. Vi kunne ikke gøre det alene, så jeg er meget glad for vores samarbejde med Grundfos.”

Konkret viden om virkeligheden
For Grundfos er der også elementær og vigtig viden at hente hos kursisterne.

”Vi lærer rigtig meget af dem. De kommer med konkret viden om udfordringer, når man skal have det til at fungere on location. Den viden kan vi bruge til at videreudvikle vores produkter,” fortæller direktøren for globale partnerskaber i Grundfos, Rasoul D. Mikkelsen.

Virksomheders ekspertise skal styrke hjælpearbejdet
Partnerskabet med Grundfos og Tradium er en del af et bredere engagement med private virksomheder hos International Røde Kors Komité, hvor de ønsker at få fat i virksomhedernes væld af gode ideer og ekspertise for bedre at kunne levere et relevant og effektivt svar til mennesker, der har behov for beskyttelse og hjælp.

Omvendt åbner samarbejdet i skrøbelige miljøer nye muligheder og nye markeder for virksomhederne.

 

 

Strøm, styring og IT
Overlærer
M  2152 3607    E  pfa@tradium.dk
A  Blommevej 40, 8930 Randers NØ
 
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om små og store begivenheder hos Tradium.

Tilmeld dig