Søg på tradium.dk

Event

Inspirationsdag på Håndværksmuseet: Træ & Håndværk

 
 
Udgivet 19. september 2022
24
september

Kl. 13-16

Det hele handler om træ på Håndværksmuseet

Overvejer du at bliver snedker eller tømrer? Går du og makker med træ i din fritid? Eller synes du bare, at træ er et superlækkert materiale? Uanset hvad dit udgangspunkt er, så kig forbi Håndværksmuseet til en inspirationsdag helt i træets tegn! Glæd dig til en eftermiddag fyldt med godt håndværk, masser af håndelag og selvfølgelig også en lille prøv-selv-opgave, hvor du bearbejder træet i dine egne hænder.

Træ & Håndværk er det første i en række af arrangementer med fokus på håndværk på Håndværksmuseet. Det er gratis.

 

Bøg, ask, fyr og eg. Der er intet som træ – duften, strukturen, farven og overfladen! Lørdag den 24. september sætter Håndværksmuseet fokus på materialet træ og det gode snedker- og tømrerhåndværk.

 

”Museet har derfor inviteret en håndfuld dygtige håndværkere ind på museet – unge som ældre, lærlinge som udlærte. Fælles for dem er, at de elsker at arbejde med træ, ” forklarer museumsinspektør Helle Lebahn Bentzen.

 
Hør om deres valg, deres uddannelse og arbejde og se dem demonstrere deres håndværk.

 

Mød trædrejeren med passion for træ

Mød blandt andet trædrejeren Søren Leegaard Fuhlendorff, der har en stor passion for træ. Han er uddannet møbelsnedker og specialiserer sig nu i træ på biologistudiet ved Aarhus Universitet. Sideløbende har Søren et åbent værksted, hvor han arbejder med det oldgamle trædrejningsfag.
Denne lørdag kan du opleve Søren demonstrere teknikker i trædrejning, høre ham dele sin fascination af materialet træ og se nogle af hans smukke trægenstande.

 

Mød snedkeren og møbelklassikerne

Håndværksmuseet egne frivillige håndværkere står også klar i værkstederne denne lørdag. Mød blandt andre Leif F. Nielsen, der hele sit liv har beskæftiget sig med træ. Leif vil demonstrere og fortælle om traditionelle teknikker bag de danske møbelklassikere, som mange af os har en eller flere af stående derhjemme.

 

Går du med en håndværker i maven? Så er denne dag også noget for dig. Uddannelsesvejleder Anja Poulsen og elever fra Tradium står klar til at besvare spørgsmål og fortælle om dine uddannelsesmuligheder, hvis du overvejer at arbejde med træ professionelt.


”Du kan komme helt tæt på, hvordan det er at være elev, for to elever fra tømreruddannelsen på Tradium har pakket værktøjskassen og står parat til at fortælle om det spændende liv som tømrerelev, ” siger Helle Lebahn Bentzen.

Et nyt Håndværkmuseet

Museum Østjylland er ved at rejse midler til en renovering af Håndværksmuseet i millionklassen. Derfor er museet i fuld gang med en gennemregistrering af de tusindvis af museumsgenstande, der hører til værkstederne i Håndværksmuseet fantastiske samling.

Mød den unge historiker Viktor Bjerg Bondesen, der det sidste år har gravet sig ned i Håndværksmuseets enorme samling. Til inspirationsdagen serverer Viktor et par særligt gode historier og museumsgenstande for dig. Alle har de selvfølgelig med træfaget at gøre.

 

Du skal selvfølgelig selv prøve

Hvad er en inspirationsdag om træ og håndværk, uden at du selv får materialet og værktøjet mellem hænderne? I dagens anledning har Håndværksmuseet udviklet en sjov lille træopgave, som du som gæst har mulighed for at løse – og selvfølgelig får med hjem bagefter.
Så mød op med dig selv, din familie, din ven eller veninde denne lørdag og kom klogere, gladere og mere inspireret hjem.

Adresser
Lille Rosengård 16
8900 Randers
Danmark