Søg på tradium.dk

Nyheder

SH Auto nomineret til Årets Læreplads 2025

 
 

06. oktober 2025

Tradium har valgt SH Auto som skolens kandidat til Årets Læreplads

SH Auto fra Svenstrup er nomineret til Årets Læreplads 2025 – en pris, der hvert år hylder virksomheder, som yder en ekstraordinær indsats for deres lærlinge. Det er på grund af værkstedets øje for at udvikle sine lærlinge både menneskeligt og fagligt, at Tradium i Randers har valgt virksomheden som skolens kandidat til prisen.

- Der er fællesskab og god humor, men vi arbejder også seriøst – stemningen er bare megagod. Jeg får lov til at prøve en masse, og hvis jeg laver en fejl, så laver jeg det om og lærer af det, fortæller Nicolai Keseler, når man spørger ham, hvad der gør SH Auto til en god læreplads.

Det samme billede af sin læreplads har Nicolai beskrevet i en indstilling, som har fået et enigt dommerpanel på Tradium til at pege på SH Auto som skolens kandidat til Årets Læreplads 2025. Indstillingen viser nemlig tydeligt, at SH Auto prioriterer sine lærlinges udvikling både som fagperson og menneske.

Fra fejedreng til fællesskab
Nicolai Keseler begyndte i SH Auto som fejedreng, derfor vidste både han og virksomheden, hvad de gik ind til, da han fik læreplads. Fordi SH Auto er en del af Teknicar-kæden, var det oplagt at lægge skoleopholdet på Tradium i Randers, som kæden samarbejder med om sin lærlingeuddannelse.

- Vi har bare et supergodt sammenhold på skolen mellem eleverne fra de forskellige værksteder, fortæller Nicolai, der netop er vendt tilbage til lærepladsen efter tredje hovedforløb.

SH Autos indehaver og lærlingeansvarlige, Steffen B. Hansen, er også begejstret for samarbejdet med skolen, men spørger man, hvordan han selv lykkes med at skabe den gode læreplads, er han mere beskeden:

- Vi har det bare godt sammen, men jeg lægger også vægt på at lærlingen bliver selvstændig og får lov til at prøve nogle opgaver nærmest fra dag et. Det vokser de meget af. Der skal være støtte, men man lærer også noget af nogle gange at være på dybt vand, fortæller Steffen med glimt i øjet.

Fredagshygge og fremtidsdrømme
Steffen er enig med sin lærling i, at der er et rigtig godt sammenhold på arbejdspladsen, og Nicolai kan også fortælle om både fællesspisning og fredagshygge. Det kan være en af grundende til, at Nicolai godt kunne se en fremtid i værkstedet.

- Jeg kunne godt tænke mig at læse videre til noget inden for ræs, eller også arbejde videre her, siger Nicolai, når man spørger til fremtidsdrømmene.

Med udnævnelsen går SH Auto nu videre til den landsdækkende konkurrence om at blive Årets Læreplads, der kåres ved et event i København den 4. november.

 
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om små og store begivenheder hos Tradium.

Tilmeld dig