Søg på tradium.dk

Nyheder

At undervise er en gave

 
 

16. oktober 2025

Bjarne giver sin viden videre til en ny generation

– Jeg har tit set, at folk mister troen på, at de kan. Altså at de tænker: ”Det kan jeg sikkert ikke finde ud af, så det må jeg hellere lade være med.” Derfor skal vi prøve at få dem derhen, hvor de tænker, at de godt kan, og hjælpe dem til nogle succesoplevelser, så de kan gå videre til den næste udfordring, siger Bjarne Steffensen, der i dag arbejder som underviser på Tradiums uddannelse som industrioperatør samt på lager- og terminaluddannelsen.

Bjarne har gennem sit arbejdsliv været i mange forskellige brancher og funktioner med teknologi og produktion som de største fællesnævnere, hvor han blandt andet har arbejdet med PLC-programmering og CNC-maskiner.

 

Teknik kræver mennesker og uddannelse

På uddannelserne ved Tradium kan han netop bruge sin tekniske viden, fra eksempelvis Vestas, til at hjælpe elever og kursister med at arbejde løsningsorienteret og samtidig give dem konkrete færdigheder inden for produktion og drift.

– Jeg kan få ting til at virke. Hvis du præsenterer mig for en udfordring, så skal vi nok komme i mål og få det til at fungere. Det er det, jeg kan, fortæller Bjarne.

Men udover at kunne løse opgaverne har Bjarne også haft et stort fokus på de mennesker, der får det til at ske. For teknik kan aldrig stå alene. Det kræver talentfulde specialister, som kan få produktionen til at glide så smidigt som muligt – og fejlfinde, når det ikke er tilfældet.

– Ved Vestas blev jeg involveret i noget udvikling omkring den lærende organisation, hvilket førte til, at jeg blev uddannelseskoordinator. Det vil sige, at jeg skulle sikre, at medarbejderne kom på de kurser, de gerne ville, forklarer Bjarne Steffensen.

 

Følger elevernes udvikling

Bjarne er meget glad for at arbejde med mennesker og undervisning, for når man er den type, han er, er det yderst givende at se et menneske rykke sig og komme videre i livet. For han ved, at alle kan noget, de er gode til – hvis bare de selv tror på det, så skal de nok mestre udfordringerne.

– Når man kan lide at dele viden og jeg kan se, at eleverne vokser med det, og de føler, at de godt kan… ja, altså det er jo virkelig en gave. Når jeg så samtidig kan få lov til at nørde med teknikken, så er det jo helt perfekt, fortæller Bjarne smilende.

Han har også selv flere uddannelser med i bagagen, fx som maskinarbejder og værkstedsfunktionær. Samtidig har han deltaget i flere uddannelser og kurser blot for at få mere viden, fremfor et eksamensbevis, da Bjarne mener, at det altid er vigtigt at lære, lytte og se fremad.

 

Pension er ikke på skemaet

At Bjarne i dag arbejder med undervisning, er lidt af en tilfældighed som til dels kan tilskrives hans kone. Efter at være stoppet på en tidligere arbejdsplads foreslog hun nemlig, at Bjarne tog til en messe på Djursland.

– Jeg var ikke klar til at sidde på sofaen. Så jeg tog til den her messe uden at forvente, at der kom noget ud af det. Men i forlængelse af den fik jeg arrangeret et møde med lederen af Tradiums industrioperatøruddannelse, hvor han kunne se, at jeg kunne det, der skulle til, forklarer Bjarne.

Han var oprindeligt nervøs for, om det ville blive en udfordring at søge nyt job som 68-årig, men var nødt til at gøre det. For Bjarne er langt fra klar til at gå på pension – og måske bliver han det aldrig, så længe han er glad for det, han arbejder med.

– Min oprindelige plan var, at pension måske var noget, der blev aktuelt om 10 år. Men nu har jeg ikke rigtigt nogen plan længere. For jeg føler, at ved at arbejde med det her, kan jeg mærke, at min hjerne bliver holdt i gang. Samtidig er det at være lærer bare et rigtigt godt job, afslutter Bjarne Steffensen.

 

Fakta

  • Uddannelserne til industrioperatør samt lager- og terminalmedarbejder er såkaldte EUD-uddannelser, ligesom fx tømrer, murer og frisør. Det vil sige, at man både går i skole, men også er i lære ved en virksomhed, hvor man modtager elevløn.
  • Er du over 25 år, kan du blive voksenlærling, hvor lønnen som regel er højere end for elever under 25 år.
  • Læs mere om uddannelsen HER

 

Kommunikation- og marketing
Kommunikationskonsulent
M  5052 9687    E  ubj@tradium.dk
A  Vester Allé 26, 8900 Randers
 
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om små og store begivenheder hos Tradium.

Tilmeld dig