Søg på tradium.dk

Nyheder

Bygningssalg kan bane vej for nye uddannelsesmiljøer

 
 

21. februar 2023

Tradium har sat sin bygning på Minervavej til salg.

Tradium har sat sin bygning på Minervavej til salg. Det kan både give bedre driftsøkonomi og muligheder for at lave nye uddannelsesmiljøer på skolens campusser i midt- og nordbyen. Skolen forventer dog tidligst, at det kan gennemføres fra skoleåret 24/25.

I små skridt gennem de seneste år har Tradium lavet ombygninger og renoveringer af skolens uddannelsesmiljøer. I sammenhæng med, at der generelt er færre elever og kursister på erhvervsuddannelserne i disse år, giver det mulighed for at sammensætte uddannelsesmiljøerne på Tradium på en ny måde. Derfor har skolen på baggrund af en analyse og bestyrelsesbeslutning i efteråret 2022 sat sin bygning på Minervavej 57 til salg fra foråret 2023.

- Der er en god portion snusfornuft i vores beslutning, fordi vi ikke skal boltre os på flere kvadratmeter end nødvendigt. Men de omrokeringer, vi vil skulle lave ved et salg, giver også nogle spændende muligheder – bland andet på businessområdet, fortæller Bent Oppelstrup, der er erhvervsuddannelsesdirektør på Tradium.

Et samlet businessmiljø
I dag ligger erhvervsuddannelserne inden for Business på Minervavej, mens Tradiums efteruddannelsestilbud på businessområdet bliver varetaget på Vester Allé. Ved at placere uddannelserne sammen kan det styrke synergien.  

- Vi har på Tradium et meget bredt uddannelsesudbud, og derfor gør vi os også løbende tanker om, hvad der er smart, og hvad der muligt at placere sammen – her er vores businessuddannelser et område, hvor vi ser muligheder for at styrke samarbejde og undervisning ved at mindske den fysiske afstand. Samtidigt kan salget også frigive midler til at foretage de investeringer, der måtte vise sig at være nødvendige i de nye undervisningsmiljøer, fortæller Bent Oppelstrup.

Har være sat til salg tidligere
Ud over samspillet mellem uddannelser kan rokeringer også bringe Tradium College i spil for flere elever og kursister. Først skal bygningen dog sælges, og derfor forventer man på skolen, at omplaceringer tidligst kan gennemføres fra skoleåret 24/25.

- Vi har nu sat bygningen på Minervavej til salg. Men med den type erhvervsejendomme kan en salgsprocessen godt blive langstrakt, og det er heller ikke givet, at det ender med et salg. Derfor dykker vi også først helt ned i detailplanerne, når det bliver aktuelt. Bygningen på Minervavej var også til salg i 2019, hvor vi valgte at tage den af markedet igen. Så vi går til denne proces med stor tålmodighed, slutter Bent Oppelstrup.

 
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om små og store begivenheder hos Tradium.

Tilmeld dig