Søg på tradium.dk

Nyheder

God stemning til dimission på HTX

 
 

04. juli 2019

Musik og teknologi med overraskelser var på programmet til dimissionen

Musik og teknologi til dimission på Tradium HTX

Der var god stemning og flere overraskelser, da et nyt hold studenter fredag dimitterede på Tradiums Tekniske Gymnasium.

Tradiums nye bygning, den såkaldte ToolBox, dannede rammen om afslutningen for et nyt kuld glade HTX-studenter. Efter 3 år med masser af gruppearbejde, design, teknik, fester og meget mere, kunne de nu modtage deres eksamensbeviser foran deres stolte familier.

-Som humanistisk lærer, altså lærer i dansk og engelsk, så siger jeg da ikke nej til at høre mig selv tale. Så sæt jer nu godt til rette, for det kommer til at tage lidt tid, startede Morten T. Munkholm sin dimissionstale til eleverne, til stor jubel i salen. Han fortalte videre om hvor vigtigt det er at vælge med hjertet, når eleverne nu skal vælge hvilken retning de vil tage videre i tilværelsen og slog samtidig et slag for, at gymnasiet ikke kun er en bro til fremtiden, men også en meget vigtig del af livet.

-Det I har lært i de sidste 3 år, må ikke blive midlet til et mål, jeres gymnasietid har værdi i sig selv, fortsatte Morten sin tale og forklarede hvordan det er vigtigt at finde glæde i det man laver i nuet og ikke kun skuer fremad mod nye mål. Dette fornemmer han også de nybagte studenter lever efter og det har smittet af på deres samarbejdsevne og vilje til at sætte andre foran sig selv.

-Jeg har oplevet en elev, der blev til langt ud på aftenen for at hjælpe en studiekammerat med et eksamensprodukt og en anden elev der, dagen før eksamen, nedprioriterede sin egen forberedelse for at hjælpe en ven. Der er blevet grædt glædens tårer og sorgens tårer, men sjældent alene, berettede Morten da en babys gråd, perfekt timet til historien, afbrød ham.

Fællesskab og plads til forskellighed

Skal man opsummere studietiden i én sætning, så er fælleskab og plads til forskellighed da også et meget godt bud, understøttet af Andreas Vestergaard, der holdte tale på vegne af eleverne.

-Det der efter 3 år på HTX i Randers står klarest for mig, er den måde vi viser respekt for hinanden på. Det betyder ikke noget på HTX hvor du kommer fra, om der er en aldersforskel, en årgangsforskel eller hvilket tøj man går i, forklarede Andreas hvorefter han, til stor begejstring og klapsalver blandt publikum, tog et skridt væk fra podiet og viste sine træsko frem.

Teknologi og innovation er også områder der har været meget vigtige i uddannelsen på Tradium og dette blev meget godt illustreret, da Andreas fortalte om hvordan de har arbejdet med den nyeste teknologi, hvorefter en student kom kørende igennem lokalet på et longboard, som er et langt skateboard, i dette tilfælde et elektrisk et af slagsen.

I løbet af dimissionen blev der også uddelt diverse legater og Andreas havde eksempelvis, lige inden sin tale, modtaget et legat fra Sparekassen Kronjylland, for at have udmærket sig helt særligt. Christina Fiedler Bilde Holm, der også blev den første student, modtog et udviklingslegat fra Arbejdernes Landsbank for, på trods af modgang, at have klaret sig igennem gymnasiet og endda også med et meget flot resultat.

For yderligere oplysninger

,
 
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om små og store begivenheder hos Tradium.

Tilmeld dig