Søg på tradium.dk

Nyheder

En stærk bro til erhvervs­uddannelserne

 
 

27. april 2023

Knap tre ud af fire elever på Tradium EUD10 tager en EUD-uddannelse

Shannie Paulsen blev i løbet af EUD10-uddannelsen klar over, at en frisøruddannelse var det rigtige fremtidsvalg for hende. Dermed er Shannie en af de knap tre ud af fire elever på Tradiums EUD10-uddannelse, der har valgt at fortsætte på en erhvervsuddannelse.

- Før jeg begyndte på EUD10, havde jeg blandt andet tænkt på at vælge SOSU, frisør og HF. Jeg var ude i alle baner og vidste ikke rigtig, hvad jeg ville. Men jeg kan godt lide at være aktiv med mine hænder, og jeg vidste, det skulle være noget, hvor jeg kunne hjælpe andre, fortæller Shannie Paulsen.

Uddannelsesvalget efter grundskolen kan være svært at overskue, og derfor kan et år i 10. klasse være med til at skabe afklaring. I 10. klasse skal alle skrive en obligatorisk selvvalgt opgave, i daglig tale ”OSO-opgaven,” om elevens uddannelsesplaner og karrierevalg. Den opgave brugte Shannie til at se nærmere på frisørfaget.

- Jeg fik lov at prøve små ting i frisørfaget, og jeg stylede også et frisør-øvehoved som en del af min OSO-opgave, fortæller Shannie Paulsen, der nu har valgt at fortsætte på frisøruddannelsen efter sommerferien.

 

Samtaler og fællesskab

Det er en del af Børne- og undervisningsministeriet kvalitetsmål for erhvervsuddannelserne, at andelen af elever, der vælger en erhvervsuddannelse direkte efter 9. eller 10. klasse, skal øges til mindst 30 procent i 2025.

I Randers kommune er man kommet målet nærmere idet 24 % i år har valgt en erhvervsuddannelse. Tradiums 10. klasse ”EUD10” er et af de uddannelsestilbud i byen, der skaber bro mellem grundskolen og erhvervsuddannelserne. Her har 72 % valgt en erhvervsuddannelse, mens 18 % har søgt optagelse på en gymnasial uddannelse og 10 % har søgt andre muligheder. Noget af det, der fungerer godt på EUD10, er den tætte relation mellem lærere og elever.

- Man lærer underviserne godt at kende på EUD10, og det gør det lettere at snakke sammen. Det var blandt andet snakken med lærerne, der satte gang i mine tanker om, hvad jeg gerne ville. Men EUD10 er også godt, hvis man ikke er helt afklaret i 9. klasse, fordi man får nye venskaber, og det er et hyggeligt år, hvor man bliver mere afklaret og lærer at åbne sig op for nye mennesker – og det er en god ting, når man skal uddanne sig, siger Shannie Paulsen.

 

Afklaringen spirer

På EUD10 har eleverne indflydelse på den undervisning, de får, men de bliver alle introduceret til erhvervsuddannelsernes fire hovedområder på såkaldte erhvervsdage, hvilket er ens slags udvidet brobygning. Det kan hjælpe dem til at blive afklaret omkring det fremtidige valg af uddannelse.

- EUD10 handler både om at give eleverne faglige, sociale og personlige kompetencer og om at gøre dem klar til en ungdomsuddannelse. Vi lægger stor vægt på, at eleverne skal finde den uddannelse, der er den rigtige for dem – men der kan være muligheder, de ikke kender til. Så meget af vores arbejde går ud på at så frø. Derfor er vi opmærksomme på at præsentere dem for hele uddannelsesudbuddet. Det betyder selvfølgelig også, at gymnasierne er den rigtige vej for nogle af eleverne på EUD10, men vi er glade for at mange vælger en erhvervsuddannelse, for der bliver brug for de kompetencer i fremtiden, fortæller Hanne Østergaard, der er teamkoordinator for og lærer på EUD10.

Ud over samspillet mellem lærere og elever hjælper et godt samarbejde med Tradiums uddannelsesvejledere også med at skabe overblik over uddannelsesmulighederne for både eleverne og deres forældre.

Udvidet direktion
Kommunikationschef
M  3051 3121    E  uvo@tradium.dk
A  Vester Allé 26, 8900 Randers C
 
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om små og store begivenheder hos Tradium.

Tilmeld dig