Søg på tradium.dk

Nyheder

Tradium modtager knap 12 millioner kroner til grøn omstilling og bæredygtighed

 
 

01. december 2025

EU-bevilling skal bruges på kompetenceudvikling og nyt udstyr.

Nyt udstyr og endnu mere kompetente undervisere er noget af det, elever og kursister vil nyde godt af, efter at Tradium har modtaget EU-bevilling til at styrke bæredygtighed og grøn omstilling på erhvervsuddannelserne og AMU. 

Tradium har fået tilsagn om fire EU-bevillinger for samlet set knap 12 millioner kroner. Midlerne kommer fra EU’s genopretningsprogram NextGenerationEU og er bevilget af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK). Bevillingerne skal bruges til både opkvalificering af undervisere og indkøb af moderne udstyr med det fælles mål at styrke bæredygtighed og grøn omstilling på erhvervsuddannelserne og AMU.

– Vi er meget glade for bevillingerne. Arbejdsmarkedet har brug for nye kompetencer inden for bæredygtighed og grøn omstilling. Den udvikling følger vi selvfølgelig som erhvervsskole, men bevillingen giver os mulighed for at lægge endnu flere lag på undervisningen og arbejde på det nyeste udstyr på endnu flere områder, så vi kan sikre, at vores elever og kursister står stærkt i fremtidens grønne arbejdsmarked, siger Lars Michael Madsen, der er direktør på Tradium.

Underviserkompetencer, der peger mod fremtiden

To af bevillingerne skal ruste underviserne med fremtidens kompetencer. Det gælder projektet ”Licence to grow,” der gennemføres i samarbejde med Tietgenskolen, College 360 og Merkura samt relevante faglige udvalg. Med udgangspunkt i reelle udfordringer fra små og mellemstore virksomheder (SMV’er) skal samarbejdspartnerne i projektet udvikle merkantile undervisningsforløb, der giver elever, lærlinge og AMU-kursister kompetencer inden for grøn omstilling, nye teknologier og klimatilpasning – fokus er blandt andet på grønne forretningsmodeller, ESG, cirkulær økonomi og dokumentation.

Derudover skal Tradium i samarbejde med Teknologisk Institut i projektet ”ESG på Tradium – fra grundlæggende og fagspecifik kompetenceudvikling til bæredygtig praksisfaglighed” opkvalificere EUD- og AMU-undervisere i områderne Teknologi, Byggeri og Transport samt Kontor, Handel og Forretningsservice inden for bæredygtighed i deres fagområde.

Projektet adresserer et bredt opkvalificeringsbehov på tværs af fagene, hvor undervisere skal kunne formidle bæredygtige materialer, energieffektive processer og miljøvenlige metoder. For eksempel påvirkes elektriker-, smede- og mekanikeruddannelserne af grøn energi, digitalisering og overgangen til el- og hybridteknologi, mens transport- og lagerområdet efterspørger kompetencer i grøn logistik og energieffektive løsninger.

Moderne udstyr til undervisning med grøn vinkel

Tradium får desuden støtte til opgradering af skolens udstyr på to centrale områder. Det ene er Tradiums overfladebehandleruddannelse, der gennem ”Projekt Bæredygtig overfladebehandling – en vej til grøn omstilling i industrien” modtager godt tre millioner til nyt udstyr, herunder pumper, ventilations- og filteranlæg samt andre komponenter.

- Tradium er i 2025 blevet landets eneste udbyder af overfladebehandleruddannelsen, og vi har som noget nyt fået specialet ”konstruktion.” Med bevillingen kommer vi til at stå endnu mere skarpt i forhold til løfte den opgave og undervise i metoder, der øger materialegenanvendelse og reducerer miljøbelastning. Dermed kan vi også bidrage til en bæredygtig transformation af branchen, fortæller Lasse Laurberg Kristensen, der er uddannelsesleder på Tradiums overfladebehandleruddannelse.

Det andet område er skolens auto-afdelingen, der gennem ”Projekt Bæredygtig kørsel for EUD og AMU” modtager en udstyrsbevilling på godt to millioner blandt andet til indkøb af fem elbiler. Det giver endnu flere elever, lærlinge og kursister mulighed for at blive undervist i den nyeste teknologi og opnå relevante kompetencer inden for grøn transport og vedligehold.

Fakta
De fire projekter, der er givet støtte til, er:

  • ”Licence to grow. Fra licence to operate til bæredygtighed som forretningsvilkår og pædagogisk mulighed” i samarbejde med Tietgenskolen i Odense, College 360 i Silkeborg, videnscenteret Merkura & relevante faglige udvalg 
    Projektsum: 2.816.804,82 kr.
    Varighed: Januar 2026 – juni 2028. 
  • ”ESG på Tradium - fra grundlæggende og fagspecifik kompetenceudvikling til bæredygtig praksisfaglighed” i samarbejde med Teknologisk Institut.
    Projektsum: 3.683.775,00 kr.
    Varighed: Januar 2026 – december 2028
  • ”Bæredygtig kørsel for EUD og AMU”
    Udstyrsbevilling på 2.039.000,00 kr.
  • ”Bæredygtig overfladebehandling - en vej til grøn omstilling i industrien”
    Udstyrsbevilling på 3.395.000,00 kr.

Alle projekter er finansieret gennem EU-programmet ”NextGenerationEU,” der har som mål at gøre Europa sundere, grønnere og mere digitalt. Læs mere om NextGenerationEU

 
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om små og store begivenheder hos Tradium.

Tilmeld dig