– Det bedste ved min uddannelse er, at jeg kan udfolde mig kreativt i frisørlokalerne. Samtidig med EUX får jeg en gymnasial uddannelse, hvor jeg kan udvide mine faglige kompetencer, siger EUX-frisørelev Maja Brogaard. Foto: Annelene Petersen, Randers Amtsavis
Hvorfor valgte du at læse til frisør?
Jeg valgte EUX-frisør, fordi jeg gerne vil uddanne mig bedst muligt inden for faget. Efter uddannelsen vil jeg gerne uddanne mig til flere forskellige ting inden for faget, og det kan jeg med EUX. Senere hen kunne jeg godt tænke mig at starte min egen frisørsalon op med forskellige ting inden for beauty og hår. I stedet for at tage den normale frisøruddannelse, og så bagefter tage en uddannelse inden for handel, er EUX en god mulighed. Jeg synes, det er en god mulighed at tage EUX, fordi det er to uddannelser i én. Jeg får en erhvervsuddannelse og gymnasial uddannelse. Jeg valgte den fordi, hvis jeg senere finder ud af, at frisør ikke lige er mig, har jeg altid en plan B ved hånden. Jeg valgte EUX´en i stedet for den normale, fordi jeg får flere muligheder inden for faget.
Hvad er det bedste ved din uddannelse?
Det bedste ved min uddannelse er, at jeg kan udfolde mig kreativt i frisørlokalerne. Samtidig med EUX får jeg gymnasial uddannelse, hvor jeg kan udvide mine faglige kompetencer. Det, at jeg har flere muligheder efter uddannelse er, at flere døre vil åbne sig, og jeg ved, jeg ikke kommer til at sidde fast et sted. Generelt synes jeg alt er godt ved min uddannelse. Fantastiske lærere, og jeg bliver udfordret i både frisørlokalerne og på mine faglige kompetencer.
Hvad er det bedste ved selve skolen?
Hvis man har nogle problemer eller har det svært, er skolen virkelig opmærksom på det, og hjælper alt det, de kan. Nu kæmper jeg selv med angst, og skolen har været virkelig opmærksom på det, for at jeg kan fuldføre uddannelsen. Det viser også bare, at de gerne vil hjælpe, selvom man har det lidt svært med nogle ting. Også det sociale fællesskab. Skolen giver gode muligheder for, at vi kan være sociale med de andre hold på GF1. Tradium sætter stor fokus på det sociale med både EUD og EUX. Tradium er også god til at finde på noget nyt. Om fredagen har vi har en, der kommer ud og holder et foredrag. Personligt synes jeg, det er en god ide, da vi hører om flere forskellige ting, og ikke bare sidder i et lokale og laver det samme hele tiden.
Hvad er er god skoledag for dig?
En god skoledag for mig er, hvis jeg giver mig 110 procent i undervisningen, og jeg lærer noget nyt.
Hvad vil du være, når du bliver færdig på Tradium?
Når jeg er færdig på Tradium, er jeg forhåbentligt uddannet frisør og har en gymnasial eksamen med mig. Senere vil jeg uddanne mig som makeup artist. Senere hen kunne jeg godt tænke mig, at starte min egen salon med flere forskellige ting inden for faget. Her er det en god ide med EUX, da jeg så kan tage en uddannelse inden for handel. Der sker mange ting i frisørverdenen. Derfor tror jeg, det er en god ide med EUX, så der er lidt flere døre åbne. Jeg har mange drømme og forhåbninger omkring fremtiden, men lige nu fokuserer jeg på, hvad jeg er i gang med, og så tager jeg det som det kommer.
Fakta om EUX-frisør
EUX-frisør er for dig, der er målrettet, glad for at læse og ønsker muligheden for både at arbejde inden for frisørbranchen og for at studere videre. På uddannelsen lærer du alt om at vaske, farve, klippe og permanente hår. Du lærer også at lægge makeup, rette og farve øjenbryn og give manicure. Når du tager uddannelsen som eux, får du samtidig nogle gymnasiale fag, som giver dig generel studiekompetence til at læse på en videregående uddannelse.
Som færdiguddannet arbejder du typisk i en frisørsalon, hvor du også rådgiver kunder om frisurer, hårpleje og hårprodukter. Du kan også arbejde på teatre, tv- og filmproduktioner eller ved modeshows. Du kan desuden vælge at læse videre på en erhvervsakademi-, professionsbachelor- eller universitetsuddannelse.
Uddannelsens forløb
Uddannelsen består af et grundforløb og et hovedforløb. Grundforløbet foregår på skolen og varer 20 eller 40 uger afhængig af din alder og baggrund. Hovedforløbet varer cirka 4 ½ år. Det veksler mellem praktik og skoleophold og afsluttes med en svendeprøve. De gymnasiale fag ligger både på grundforløbet og i skoleperioderne på hovedforløbet. Derfor er skoleperioderne også lidt længere på eux end på den normale erhvervsuddannelse.
EUX-frisør giver dig følgende fag og niveauer
Grundforløbet: Dansk C, Engelsk C, Samfundsfag C, Matematik C, Design C, Afsætningsøkonomi C. Hovedforløbet: Dansk A, Engelsk B, Psykologi B, Erhvervsøkonomi C, Kemi C, Design B, Afsætningsøkonomi B, Ekstra fag på C, Et fag løftet et niveau, Større skriftlig opgave, Eksamensprojekt.
Praktik
På hovedforløbet skal du i praktik. Du skal som udgangspunkt selv finde en praktikvirksomhed, men skolen kan eventuelt hjælpe dig.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om små og store begivenheder hos Tradium.