Flori Lucia Popa bor i Hobro med hendes mand og to børn. Hun stammer oprindeligt fra Rumænien, hvor hun blandt andet har arbejdet som maler og negletekniker.
- Da jeg kom til Danmark, var det meget vigtigt for mig at få et job, da jeg ikke kun vil gå derhjemme. I Rumænien arbejdede jeg blandt andet som maler og havde et bijob som negletekniker. Men maleteknikkerne er ret anderledes heroppe, så jeg tog et job som rengøringsassistent, fortæller Flori, der dog stadig maler kunst i hendes fritid, når muligheden byder sig i et travlt familieliv.
Arbejdet med rengøring var fysisk meget krævende, og efter tre år i faget med lange arbejdsdage kunne hun mærke, at hendes krop ville noget andet, hvis hun skulle fortsætte i arbejde og ikke være hjemmegående.
Efter at have været gennem en sygemelding og fysioterapi begyndte Flori at overveje, hvad hun nu skulle lave. Gennem hendes mand, der arbejder som smed, havde hun fået kendskab til netop metalbranchen og fik derfor overtalt jobcentret til at sende hende ud i et kursusforløb på Tradiums smedeuddannelse.
Her kom Flori på et seks ugers kursus i MAG-svejsning, som hun ingen tidligere erfaring havde med. Men hun viste sig lynhurtigt at have et stort talent for at tøjle metallets kræfter.
- Da jeg kom forbi Floris svejsekabine, kunne jeg med det samme se, at hun var hurtig til at opfange, hvad opgaverne handlede om. Det havde min kollega også ret hurtigt spottet. For hendes øvelser lå ved siden af hende og med erfarne øjne, kunne man tydeligt se, at øvelserne var lavet meget ensartede og var udtryk for et godt stykke arbejde hele vejen igennem, forklarer Morten Drachmann, der er overlærer på Tradiums metaluddannelse, hvor der både undervises kursister og smedeelever.
Morten vurderede, at de godt kunne skrue noget op for niveauet og udfordre Flori lidt mere. Så hun fik nogle sværere opgaver, som hun, ifølge Morten, kastede sig over med et stort engagement. Derfor gik hun ligeledes hurtigt fra at være begynder til at opnå et mere avanceret niveau inden for faget.
- For mange tager det årevis at nå frem til sådan en føling med faget og samtidig få svejsningen til at ”ligge”, som man ønsker den. For Flori forekom det naturligt, og hun lærte samtidig hurtigt de mange forskellige teknikker at kende, som er en del af smedefaget, siger Morten.
Flori blev hurtigt dygtig til smedefaget
Efter at have færdiggjort kurset på Tradium var det vigtigt for Flori, at hun også kunne bruge hendes nyfundne færdigheder til noget konkret. Derfor ville Morten også meget gerne hjælpe hende videre, så en virksomhed kunne få glæde af hendes talent.
- Da jeg var færdig med kurset på Tradium, så talte min underviser, Morten, med firmaet Prodan i Randers. Han fik aftalt en samtale med dem, og vi aftalte, at jeg kunne komme fire uger i praktik ved virksomheden og efterfølgende fik jeg også job der, fortæller Flori, som var meget glad for muligheden.
Efterfølgende har hun skiftet jobbet ud med en stilling ved en anden Randersvirksomhed, nemlig Sekura Cabins. Et skifte der var praktisk, da hendes mand også arbejder for firmaet, hvilket gør køreturen fra Hobro noget mere overkommelig. Flori er meget glad for at være en del af smedefaget og vil også gerne tage mere uddannelse inden for faget i fremtiden, eksempelvis omhandlende TIG-svejsning. Ikke fordi det er pålagt hende, men blot fordi hun synes, det er spændende og også gerne vil lære mere af Morten og de øvrige undervisere.
Ligeledes er hun også glad for arbejdsmiljøet og at have nogle gode kollegaer, med hvem der både er plads til grin og professionalisme.
- Som kvindelig smed, så kan man godt frygte, at mændene ser skævt til en. Men det er ikke tilfældet her. Vi har det godt sammen, og vi taler alle med hinanden på tværs af fag og afdelinger, afslutter Flori, der også finder en form for ro i at svejse. For her gør hendes store fokus på detaljerne, at hun bliver suget ind i faget – næsten på samme måde, som når hun arbejder med en malerpensel.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om små og store begivenheder hos Tradium.