Søg på tradium.dk

Nyheder

Fysik uden grænser

 
 

28. november 2025

HTX på besøg ved verdens største forsøgsanlæg for partikelfysik, CERN

På Tradium HTX er naturfagene i fokus. Samtidig er det en del af uddannelsens DNA, at eleverne afprøver fagene i praksis i kombination med teorien – og forstår, hvordan erhvervslivet arbejder med området. Derfor er det også vigtigt, at elevernes undervisere også har en tæt tilknytning til netop erhvervslivet samt forskningsinstitutionerne.

 

– Der er ikke en stram hierarkisk struktur ved CERN. Alle er eksperter på hver deres felt, og alligevel får de det hele til at gå op i en højere enhed. Det synes jeg er en vigtig pointe at tage med hjem – også i forhold til vores gruppearbejde her på HTX. Alle bidrager med noget, og tilsammen bliver det til et stærkt projekt, fortæller Sonja Arlt.

 

Fra CERN til klasselokalet

Sonja er underviser i fysik og matematik på HTX i Randers og har sammen med sin kollega, Mona Skogly, været på besøg hos CERN i Schweiz, som er verdens største forsøgsanlæg inden for partikelfysik. Gennem Novo Nordisk Fonden har de fået støtte til turen, som efterfølgende skal munde ud i undervisningsforløb for hendes elever.

– Elektromagnetisme, kernefysik og standardmodellen er allerede en del af det supplerende pensum i fysik på A-niveau, men det gør en forskel at kunne fortælle eleverne om, hvordan det ser ud i virkeligheden. Når man selv har stået dernede ved acceleratorringen i 100 m dybde og mødt de utrolig motiverede og inspirerende forskere, får stoffet en helt anden tyngde, siger Sonja, der selv fik øjnene op for fysikkens verden på grund af en inspirerende underviser.

Sonja regner også med, at flere elever skal til CERN på studietur – noget et HTX-hold allerede prøvede i 2023. På den måde kan eleverne selv mærke og opleve, hvordan det ser ud, når mennesker på tværs af landegrænser og fagretninger arbejder sammen mod et fælles mål.

– Der er jo ikke kun fysikere, der arbejder ved CERN. Der er ingeniører, elektrikere, maskinmestre og it-specialister, som alle bidrager til, at det hele fungerer, fortæller Sonja, der også nævner, at den store partikelaccelerator ved CERN faktisk krydser landegrænsen mellem Schweiz og Frankrig.

 

Også for de yngste

Kurset ved CERN bød på spændende dage med rundvisninger, forelæsninger og eksperimenter i nogle af verdens mest avancerede laboratorier. Her fik Sonja og de øvrige deltagere et sjældent indblik i, hvordan forskere fra hele verden arbejder sammen om at forstå universets mindste byggesten.

– Vi fik teoretiske forelæsninger og nogle øvelser i en masterclass til sidst, hvor vi selv skulle prøve at detektere de partikler, der kom ud af en kollision med nogle næsten ægte data. Det gav et meget godt billede af, hvor komplekst området er, forklarer Sonja.

Erfaringerne fra CERN skal ikke kun bruges i undervisningen af HTX-eleverne. Sonja håber også at inddrage dem i brobygningsforløb for grundskoleelever, som netop skal opleve naturfagene på en spændende og praksisnær måde, så deres interesse for fagene bibeholdes.

– Nogle tror, at naturvidenskab kun er for de få, men sådan er det slet ikke. Alle kan blive grebet af det, hvis man får lov til at opdage det på den rigtige måde, siger Sonja.

På forløbene skal eleverne derfor også selv eksperimentere med partikelfysikken – så meget som det nu kan lade sig gøre.

– Jeg tror, vi prøver at bygge en 3D-printet model af en lineær accelerator, hvor eleverne kan se, hvordan man overhovedet kan accelerere partikler. Det kan give dem et rigtig godt indblik i, hvad den her verden handler om, fortæller Sonja.

 

 HTX-underviserne Sonja Arlt (t.v.) og Mona Skogly har netop besøgt CERN i Schweiz

 

Naturvidenskabens mange muligheder

For Sonja handler det i sidste ende om at vise både HTX-elever og de yngre elever, hvor langt naturvidenskab kan føre dem i livet.

– Vi kan jo ikke genskabe hele CERN i et klasselokale, men vi kan give eleverne en fornemmelse af, hvad man kan opnå, når man bruger sin faglighed og arbejder sammen på tværs af lande og professioner. Det vil jeg gerne give videre til eleverne – at de kan se, hvor mange døre naturfag faktisk kan åbne, afslutter Sonja.

 

Kommunikation- og marketing
Kommunikationskonsulent
M  5052 9687    E  ubj@tradium.dk
A  Vester Allé 26, 8900 Randers
 
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om små og store begivenheder hos Tradium.

Tilmeld dig