Søg på tradium.dk

Nyheder

Hyggelige afslutninger ­i en speciel tid

 
 

29. juni 2020

Hyggelige studieafslutninger på Tradium.

På denne tid af året har en masse seje studerende afsluttet deres uddannelser og fået deres huer og svendebreve. Ikke alt var, som det plejer, men hygge var der masser af.

I disse uger har eleverne på Tradium afsluttet deres uddannelser eller er rykket videre til et nyt trin på deres studie. 

På EUX, hvor man kan få både svendebrev og studenterhue, var der i år 2 klasser, som dimitterede. Her var eleverne samlet en klasse ad gangen, og inden de kunne slappe af ude i solen og tale om tiden på uddannelsen, så fik de et par ord med på vejen af uddannelseschef Michael Nedergaard Jacobsen. 

-Midt i en tid, hvor intet er, som det plejer, så var det dejligt, at vi fik mulighed for at fejre jer. For det, I har gennemført, det fortjener ros og det fortjener anerkendelse, fortalte Michael de glade studenter og deres stolte forældre.

Dorte Wettergreen Mulvad er rektor på Tradium HHX, hvor hun også klassevis kunne lykønske sine elever og overrække dem deres eksamensbeviser. Derudover gav hun også de nyuddannede studenter et godt råd med på vejen.

-Jeg vil råde jer til også at huske navnet på rengøringsassistenten og ikke kun direktøren. Evnen til at indgå i ligeværdige relationer, det vil afgøre om I får succes eller ej, forklarede Dorte i sin tale til eleverne.

Ved Tradium HTX så dimissionen anderledes ud. Her blev eleverne stadig fejret klassevis, men på samme tid. Det betød, at rektor Mads Pedersen måtte løbe frem og tilbage mellem de steder, hvor hver klasse havde deres afslutning. HTX er ikke en kæmpe skole, og det gør også, at rektor Mads Pedersen kender de fleste af eleverne og husker dem fra hverdagens små situationer.

-Nogle af jer har jeg set mere end andre. Nogle kan jeg huske helt tilbage fra guitarøvelser på introturen, andre fordi de mente jeg skulle beriges af deres meget kedelige fedt og sukkerfri havregrynskugler. Ja, sådan har jeg på forskelligvis lært mange af jer på den helt fantastiske studenterårgang 2020 at kende, fortalte Mads til stor latter i lokalet.

 

Hyggen i højsædet

På EUD10 og ved de forskellige erhvervsuddannelser blev der også holdt afslutninger for de mange elever. På bygningsmaleruddannelsen modtog de studerende eksempler deres karakterer enkeltvis for derefter at holde lidt afslutning i klassen.

Hyggen har altså været i højsædet på alle uddannelser, og stemningen har da også været, at forårets udfordringer ikke skulle smitte negativt af på afslutningerne og fejringerne af elevernes hårde arbejde.

 

Kommunikation- og marketing
Videojournalist
M  5052 9687    E  ubj@tradium.dk
A  Vester Allé 26, 8900 Randers C
 
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om små og store begivenheder hos Tradium.

Tilmeld dig