Søg på tradium.dk

Nyheder

Jura på Tradium

 
 

19. februar 2021

Juralinjen ved Tradium HHX er yderst populær.

 Tradium Handelsgymnasiet havde eleverne i efteråret for første gang mulighed for at vælge sig ind på skolens juralinje, der kan være første skridt på vejen til en karriere som advokat eller jurist. Det valgte så mange elever, at der blev oprettet to klasser, og juralinjen blev dermed den næststørste studieretning på HHX. Linjens succes bygger på både ambitiøse unge mennesker og en energisk underviser.

-Jura burde jo være gennemgående i hele gymnasieskolen - uanset hvem man er, vil man gennem hele livet blive mødt med juridiske problematikker og ting, man skal forholde sig til af juridisk karakter. Hvis vi skal give unge mennesker en almen dannelse, så synes jeg, det bør være en del af deres læring at få kendskab til den regulering, man er underlagt som borger og forbruger i Danmark, siger Nicolai Klejs Madsen, der underviser på juralinjen på HHX på Tradium.

Han mener, linjen er oplagt for de unge, der allerede går med drømme om at blive advokat eller jurist, men også relevant for dem, der interesserer sig for mennesker, rettigheder, konfliktløsning og samfund.

 

Rasmus var i brobygning på HHX

Rasmus Thyssen elsker at være ude i naturen på sin mountainbike. Her kommer han ud at røre sig og får masser af frisk luft, men fremfor alt er han en del af fællesskabet i den klub, han cykler i. Et fællesskab, som han også fandt i sin uddannelse ved Tradium, hvor han sidste år valgte handelsgymnasiets juralinje.

-Jeg havde været på brobygning et halvt år inden, jeg begyndte på HHX. I brobygning havde vi faget erhvervsjura, og det, synes jeg bare, var megaspændende, siger Rasmus.

Rasmus har også været glad for at starte på HHX, omend der på grund af corona-situationen ikke har været helt de samme aktiviteter for nye elever, som man normalt vil møde ved studiestart. Alligevel synes han, at starten og alle de nye indtryk har været positive.

-Jeg synes, det har været en megafed start her på HHX. Det har udfordret mig fagligt, men jeg har også fået masser af nye venner, og vi har det bare sjovt sammen, fortæller Rasmus.

De faglige udfordringer finder han blandt andet på juralinjens A-niveau-fag, hvor der både er virksomhedsøkonomi og afsætning - men også i de cases, der findes på studiet.

-Vi prøver blandt andet at simulere, at vi er i retten, hvor der er en dommer, vidner, ofre og det hele, forklarer Rasmus, der også ser frem til, at han og studiekammeraterne skal på studietur som en del af linjen. Her er der blandt andet inkluderet destinationer, der er relevante for at forstå jurafaget bedre i en bredere og international kontekst.

-På juralinjen skal vi ud at se nogle af stederne, der har en stor betydning rent juridisk. Blandt andet regner vi med, at vi skal besøge den internationale domstol i Haag, der er FN's hoveddomstol, fortæller Rasmus videre.

 

Overvejer at blive advokat

Efter studietiden på handelsgymnasiet ved Rasmus endnu ikke, hvad han vil læse og senere hen arbejde med, men ét fag er ikke overraskende ofte i hans tanker.

- Jeg kunne godt forestille mig at blive advokat. Jeg har leget lidt med tanken, men jeg ved det ikke med sikkerhed endnu. Men mon ikke det kommer i løbet af de næste par år, fortæller Rasmus smilende.

Indtil da nyder han sammenholdet på HHX, i mountainbikeklubben samt ved sin anden store fritidsinteresse: at spille computerspil.

- Udover mountainbike så kan jeg også rigtigt godt lide at game. For ligesom med cyklingen så er det bare fedt at have et fællesskab sammen med sine venner, slutter Rasmus.

 

 

Rasmus cykler blandt andet i en mountainbikeklub,

når han ikke går i skole på Tradium Handelsgymnasiet.


En energisk lærer

En af årsagerne til juralinjens succes er også Nicolai Klejs Madsen selv, der underviser på faget. Nicolai er 29 år gammel, fra Hadsten, har selv gået på HHX i Randers og har en kandidatgrad i jura fra Aarhus Universitet. Selv siger han, at han er en lidt uortodoks lærer, der er meget aktiv i klasselokalet og går meget op i klasseledelse, så eleverne ved, at der er nogle klare forventninger til dem.

-Det er vigtigt, at fagligheden bliver favnet i undervisning, og at ingen er bange for at sige noget. Jeg er en underviser, der brænder for eleverne og relationerne. Jeg har en meget oprigtig interesse i mine elever og har også kontakt til tidligere elever. Så jeg vil kalde min undervisning energisk. Jeg tror, eleverne synes, det er fedt at møde en ung og utraditionel underviser, siger Nicolai Klejs Madsen.

Det er femte år, Nicolai underviser på Tradium og tredje år på fuld tid, hvor han arbejder på at bringe eleverne tættere på jurafaget.


Undervisning der udfordrer

En måde at bringe eleverne tæt på faget er gennem lokale samarbejder. Nicolai har lavet et samarbejde med advokatfirmaet LOU Advokater, der kommer og fortæller eleverne om, hvordan det er at arbejde som advokat. Det er der karrierelæring i, men det skal også give en indsigt i, hvordan retssager forløber, og hvordan man udarbejder juridiske dokumenter med mere. Men det stopper ikke der.

-Det er min tanke, at samarbejdet skal kulminere i en mini-procedurekonkurrence i 3. g, hvor eleverne skal procedere mod hinanden. Og jeg kunne rigtig godt tænke mig at få etableret et samarbejde med Retten i Randers, så det kan foregå dér. Så vil dommeren sammen med advokaten fra LOU Advokater og mig kunne fungere som panel, fortæller Nicolai Klejs Madsen.

Det er også planen, at eleverne skal i Vestre Landsret og overvære en sag, og eleverne skal endvidere på studierejse til et sted af juridisk betydning - for eksempel til Europaparlamentet i Bruxelles.

-Eleverne på juralinjen er meget fokuserede. Derfor er det også muligt at udfordre dem i undervisningen. Det er lidt blæret, at Mokai-byen har så mange ambitiøse elever, der vælger juridisk tænkning til, slutter Nicolai Klejs Madsen med et glimt i øjet.

 

Læs mere om handelsgymnasiet og juralinjen her

https://tradium.dk/gymnasiale-uddannelser/handelsgymnasiet-randers

 

Kontakt os og få mere information 

 

Handelsgymnasiet
Lektor
A  Rådmands Boulevard 19, 8900 Randers C
Udvidet direktion
Rektor
M  4188 0039    T  8711 3510    E  jzl@tradium.dk
A  Rådmands Boulevard 19, 8900 Randers C
 
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om små og store begivenheder hos Tradium.

Tilmeld dig