Thomas Glavind Espensen går på Tradiums murerafdeling, hvor han netop er blevet færdig på hovedforløb 3. Udover at være godt i gang med uddannelsen, så har han også netop deltaget i de regionale mesterskaber inden for murerfaget.
-Det er første gang jeg var med til regionsmesterskabet. Så jeg tænkte, det ville være svært, for der var nok nogle, der var rigtigt gode. Derfor troede jeg heller ikke, at jeg ville vinde første gang. Men det gjorde jeg, fortæller en glad Thomas, der tog sejren med hjem til Randers. På grund af 1. pladsen, skal han nu deltage til DM i Skills, hvor han skal dyste mod andre unge murerelever, når konkurrencen løber af stablen d. 28. - 30. april i Høng ved Kalundborg.
Thomas ved ikke, hvad der præcis gjorde, at han vandt det regionale mesterskab, for han havde travlt med at holde fokus på sin egen opgave, fremfor at følge med i de andres arbejde. Men han tror måske, det skyldes, at han var meget nøjeregnende med, at hans mål passede. Noget som der blev lagt vægt på blandt dommerne.
Thomas ses her foran muren han byggede til regionsmesterskabet.
Thomas har læreplads ved Murerfirma Morten Brøgger ApS, hvor hans mester Morten også har bakket fuldt op om deltagelsen til DM i Skills. En konkurrence som netop mester også kender godt.
-Jeg tænkte, at nu var det året, hvor jeg havde mod til at deltage til mesterskabet. Og så er min mester selv tidligere sølvvinder til DM i Skills, så han var meget frisk på, at jeg skulle deltage og har motiveret mig helt vildt til at tage med, fortæller Thomas, der også forklarer hvordan hans undervisere på uddannelsen, har givet ham gode råd undervejs i forberedelserne til konkurrencen. De har blandt andet foreslået, at han skal sørge for at være struktureret og have en plan for, hvordan han disponerer over sin tid under konkurrencen.
Underviserne på mureruddannelsen finder en stor værdi i at finde talenter som Thomas og få dem med til regionsmesterskabet og andre konkurrencer. De kan nemlig hjælpe til at inspirere deres medstuderende til at gøre deres bedste.
-Der er ingen tvivl om, at det giver noget for de andre elever, at der står en af deres klassekammerater og træner til DM i Skills. Det tænker de virkeligt er fedt, så det kan være med til at motivere dem, og de kan snakke med Thomas og blive inspireret til at ville mere med deres håndværk, forklarer Kent Sivertsen og John Frederiksen, der begge har undervist Thomas op til regionsmesterskabet.
Begge mener de, at han har sans for detaljerne og har koncentrationen til at nå langt. Derfor er de også meget stolte over at kunne sende ham videre til DM i Skills og hjælpe ham med forberedelserne til det.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om små og store begivenheder hos Tradium.