Torsdag og fredag dannede Tradiums tømreruddannelse i Randers rammen om Raunstrups lærlingedage. Her mødtes alle tømrerlærlinge fra tømrer- og entreprenørfirmaet til to dage med både sociale og faglige aktiviteter.
På den første dag var eleverne ude at klatre og dyste i "powertoolræs". Her udgjorde tømreruddannelsen en racerbane, hvor forskellige elværktøjer skulle konkurrere mod hinanden – en dyst, der blev vundet af rundsaven.
Efter disse aktiviteter skulle eleverne dagen efter deltage i forskellige oplæg og derefter arbejde praktisk med biobaserede materialer – alt sammen for at styrke fællesskabet og give en god oplevelse af, hvad det vil sige at være lærling.
– Lærlinge er Raunstrups fundament. Vores medarbejdere er grundlaget for virksomheden, og I er fremtidens faglærte – og så giver I også noget frisk energi til os. Derfor ønsker vi, at I får en rigtig god uddannelse, så I bliver ved Raunstrup, når I er udlærte, fortalte Jan Jensen, direktør for Raunstrups tømrerafdeling, under et af oplæggene.
Eleverne selv var også glade for dagene og for, at der var fokus på deres rolle i virksomheden. Både de sociale aktiviteter og det faglige indhold blev taget godt imod.
– Det har været fedt både at være ude at klatre og ræse med powertools. Men også det faglige med at se på bæredygtige løsninger har været spændende, sagde Sebastian Toft, tømrerlærling ved Raunstrup, der er i gang med hovedforløb 2.
Hans klassekammerat, William Sønderby Danielsen, var også begejstret. Udover det faglige har han fået meget ud af at tale med lærlinge fra andre afdelinger i virksomheden.
– Det har også været godt, fordi vi har været sammen med lærlinge fra hele firmaet. Så lærer man dem at kende og kan høre, hvordan de har det som lærlinge, fortalte William, der tager tømreruddannelsen med EUX og derfor også får en studentereksamen sammen med sit svendebrev.
Sebastian og William
For at man som lærling gennemfører sin uddannelse, er det vigtigt at have en god læreplads. Netop en sådan mener både Sebastian og William, at de har hos Raunstrup.
– Jeg er glad for at være lærling ved Raunstrup, for de behandler os godt og giver os mange forskellige opgaver. Derfor lærer vi en masse forskelligt, sagde William – noget Sebastian var enig i, og han tilføjede, at svendene er meget gode til at lære fra sig.
For både Raunstrup og Tradium er det også vigtigt, at lærepladsen er inkluderende, og at alle elever føler sig godt taget imod – da det i høj grad hjælper dem med at gennemføre uddannelsen. For eksempel er der både hos Raunstrup og på Tradiums tømreruddannelse mange kvindelige elever, og der kommer hele tiden flere til.
– Trivsel og samarbejde var vores hovedfokus på dagen. Det er en vigtig del af, at eleverne færdiggør deres uddannelse. Samtidig betyder bæredygtighed meget for os hos Raunstrup, og derfor fyldte det også meget på lærlingedagene, forklarede Charlotte Langholm, ansvarlig for uddannelse og medarbejderudvikling hos Raunstrup.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om små og store begivenheder hos Tradium.