At rejse giver os en unik mulighed for at blive klogere på andre kulturer – men også på vores egen. For når vi er væk fra det velkendte, kan vi spejle os selv i andre landes normer, arbejdsmetoder og måder at leve på.
Det har Jonas Buus Jensen oplevet. Han går på Tradium Business, hvor han er EUX-elev på første år og dermed på vej mod både et svendebrev og en studentereksamen. På hans uddannelse er det også normalt, at man tager ud og bliver klogere på verden – og sig selv.
- Vi var i Portugal sidste år, og lige nu er vi i Skotland. Her oplever vi kulturen og prøver, hvordan det er at gå i skole herovre, fortæller Jonas fra sit hotel i Glasgow.
Han ser også sådanne ture som en god kontrast til hverdagen. Blandt andet har han har været glad for at være sammen med sin klasse på en anden måde, end han er vant til fra timerne, og samtidig blive klogere på, hvordan vi alle anskuer verden fra forskellige vinkler.
- Det er megafedt at opleve andre kulturer, for det er noget helt andet, man kommer ud til. Lærerne har for eksempel en anden måde at undervise på. Jeg har også lært konkrete ting på turene som at lave mere dybdegående opgaver, og jeg er blevet bedre til at lave SWOT-analyser og arbejde med kundeservice, siger Jonas. Det har ikke altid ligget i kortene, at han skulle ende med at starte på Tradium Business. Før Jonas startede på skolen, har han blandt andet gået på elektrikeruddannelsen, men han blev inspireret til at starte på Business, blandet andet fordi han hørte godt om studieturene.
- Jeg var i gang med elektrikeruddannelsen men syntes, det her med forretning og at strikke din egen virksomhed sammen var virkeligt spændende. Jeg havde så en kæreste, der fortalte om uddannelsen og deres studieture og ja, det blev jeg lidt misundelig over, så jeg valgte selv at starte på den, fortæller Jonas grinende.
På Tradium kan man tage både erhvervsuddannelser og erhvervsgymnasiale uddannelser. Fælles for dem er, at skolen lægger vægt på, at det skal det være muligt for eleverne at komme til udlandet. Det kræver dog et stort overblik, når mange elever er ude at opleve forskellige lande, både klassevis, i grupper og enkeltvis.
Det overblik har Elizabeth Andre Høgh, som er international koordinator på tværs af Tradiums uddannelser. Hun ser også det internationale perspektiv som meget vigtigt for elevernes uddannelse.
- De unge får en anden vinkel på det, de laver derhjemme, for der kan være store forskelle på, hvordan uddannelserne er skruet sammen. I Holland vil en tømrerelev opleve at uddannelsen er ret teoretisk, hvor den i Frankrig minder mere om den danske, men de har stadig en anden måde at gribe opgaverne an på. Det er godt for eleverne at opleve, siger Elizabeth.
Hun fortæller også, at det internationale perspektiv ikke kun handler om at sende elever på studieture, men at der også er lærlinge, som skifter de hjemlige omgivelser ud med udfordringer i andre lande, hvor de på egen hånd prøver at arbejde inden for deres fag.
- Jeg har oplevet, at en mester har ringet og spurgt, om vi havde en tømrerelev, der var frisk på en udfordring, for så kunne eleven prøve at arbejde som tømrer i Grønland i tre måneder, fortæller Elizabeth. Hun forklarer også, at har man lysten til at komme ud at rejse og prøve kræfter med sit fag i et andet land, så er der virkelig gode muligheder for det på erhvervsuddannelserne, hvor man ønsker at langt flere elever får internationale oplevelser.
Som det har været tilfældet med meget andet i samfundet, så satte corona også en midlertidig bremse for det internationale arbejde på Tradium. Men efterfølgende har der været en endnu større interesse for at opleve nye kulturer, end det før var tilfældet.
Det er ikke kun danske elever, der vil ud at opleve verden. Det er også tilfældet den anden vej, hvor der er rekordmange udenlandske elever, som besøger Tradiums uddannelser fra lande som Spanien, Albanien og Canada
Mange af eleverne kommer til Danmark gennem EU’s uddannelsesprogram Erasmus+, der støtter op omkring kulturudveksling blandt unge mennesker i EU og nu også i lande uden for Europa.
- Vi har netop haft besøg af vores partnerskoler fra udvekslingsprogrammet ”Bridge The Ocean”, der glæder sig meget til at sende deres elever afsted til os fra Finland, Holland og Canada. At få elever fra Canada på besøg er blevet muligt, fordi en EU-bevilling som noget nyt giver os mulighed for at rejse uden for Europa og modtage elever andre steder fra, forklarer Elizabeth. Hun fortæller videre, at to danske elever fra Tradium Business allerede har været sendt afsted til Canada sidste efterår.
Udover et fokus på at give eleverne internationale oplevelser er det også vigtigt, at underviserne på Tradium får input fra kollegaer fra andre lande. Derfor rejser undervisere også ud og besøger andre skoler, og skolen tager mod undervisere udefra. På Tradium Handelsgymnasiet har de eksempelvis haft besøg af undervisere fra lande, så geografisk spredte som Tjekkiet, Spanien og Kina. På den måde oplever elever, som ikke er ude at rejse, også at verden rykke ind i undervisningen i Randers.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om små og store begivenheder hos Tradium.