Søg på tradium.dk

Nyheder

Standup og workouts på skemaet

 
 

30. marts 2021

I foråret har der på Tradium været fokus på trivsel.

At være adskilt fra sine klassekammerater og få undervisning på teams har været virkeligheden for mange unge det sidste år. Sådan har det også været på Tradium, hvor stadigt flere studerende i denne tid kan komme tilbage i skole, til stor glæde for både elever og undervisere.

Heldigvis har der både i forbindelse med elevernes tilbagevenden og under perioderne med hjemmeundervisningen, været fokus på, at alle elever skal trives og fastholde de sociale forbindelser, som er en del af at tage en uddannelse.

 

Escape Rooms og hjemmeworkouts

På Tradium HTX har de blandt andet lagt vægt på at få rørt sig. Det har betydet fælles workouts fra morgenstunden og en aktivitets ”challenge”, hvor lærere og elever klassevis har konkurreret om at være mest aktive. Derudover har bevægelse også været integreret som en del af de enkelte fag, hvor det handler om at få en pause fra skærmarbejdet.

-Engelsk har tit været opfriskende, fordi vores underviser mente vi skulle have en lille workout i timen. Den er ikke lang, kun 7 minutter, men det gør noget godt, at lave noget andet end bare at sidde med skolearbejde på computeren, fortæller Tore Floor der går i 1.c på Tradium HTX, hvor han følger studieretningen Innovation & Design/Media & Game Design.

Dog er det ikke alt, der har været opkvikkende i forbindelse med fjernundervisningen. Eksempelvis har Tore fundet matematik ekstra svært, når undervisningen foregår via en skærm hjemme på værelset og man hurtigt kan blive hægtet af.

-Matematik er et af de svære fag her under coronanedlukningen. Man skal kunne følge med i hvad læren siger, uden at han er fysisk til stede og man skal nogle gange kigge på materialet en ekstra gang, før det giver mening, forklarer Tore.

På HTX har de også haft andre måder at pleje sammenholdet blandt eleverne derhjemme. Men da det igen blev muligt for alle elever at være på skolen en dag om ugen, så måtte underviserne være kreative. Det udmundede blandt andet i, at eleverne skulle mødes til en omgang udendørs ”Escape Room” midt i Randers. Her skulle de løse mysterier og gennemføre missioner rundt om i byen.

Men også den mere traditionelle undervisning har fundet sted udenfor. Der er blandt andet blevet arbejdet med kemiske formler på asfalten foran HTX-bygningen og undervist i åbne pavilloner.

 

Stolt af sin klasse

På Blommevej 40 i Randers ligger flere af Tradiums tekniske erhvervsuddannelser. Her har der også været et stort fokus på, at eleverne trives, uanset om de sidder derhjemme, eller har fået lov at komme tilbage i værkstederne.

For Maja Cervin Vohnsen, der går på smedeuddannelsen, så har det da også været specielt at blive undervist hjemme. Især fordi hun startede på grundforløb 2 midt i nedlukningen og derfor indtil nu, kun kort har mødt hendes klassekammerater uden for det virtuelle univers.

-Det har været underligt at starte midt i en coronatid. Den første dag mødte vi fysisk ind en times tid. Det var godt, fordi vi så fik sat ansigt på hinanden, fortæller Maja, som også har været glad for, at de skulle have video på i, når de blev undervist online. For så lærte man hurtigere at kende de andre elevers ansigter.

Maja har fundet opstarten god, men har savnet at komme ind på værkstederne, så hun kunne komme i gang med de praktiske elementer på hendes uddannelse. Derfor var glæden også stor blandt hende og klassekammeraterne, da der blev åbnet op for at de kunne deltage fysisk i undervisningen noget af tiden. Samtidigt synes hun dog også, at de har fået et godt sammenhold i klassen, på trods af at det startede i det virtuelle.

-Vi har selv oprettet en Facebook gruppe vi kunne snakke i og jeg er ret stolt af, at vi har fået det sammenhold vi har, når vi ikke har mødtes ret meget fysisk, siger Maja.

 

Standup og trivsel

At have noget at grine af, har været vigtigt for os alle i coronatiden. Derfor har eleverne på Tradium Handelsgymnasiet (HHX) blandt andet deltaget i virtuel banko, hvor skolens rektor har stået for udtrækningen af tallene. De studerende har også været til online standup, sammen med elever fra andre uddannelser på Tradium. Her kunne de høre komikkerne Thomas Warberg og Brian Lykke give den gas med live comedy, lige op til weekenden.

Men at sidde til undervisning på sit værelse, kræver også meget af eleverne. Derfor har de også på tværs af Tradium, fået mulighed for at deltage i et webinar om trivsel på ”hjemmeskolekontoret”.

-Arbejde og undervisning via teams og andre platforme gør, at vi mangler den kontakt, interaktion og stimulering, som vi normalt får og som udløser glædeshormoner i hjernen, når vi mødes med andre mennesker på skolen eller på arbejdet. Det kræver derfor, at vi ikke bare tager forgivet at folk trives under corona, og at vi sætter det på dagsordenen, for dermed forhåbentligt også at forebygge mistrivsel og ensomhed, forklarer Ninna Næslev, der er erhvervspsykolog ved Human House, som stod for afviklingen af webinaret.

Ninna oplevede også, at eleverne under webinaret var meget nysgerrige på, hvordan de kunne få det meste ud af at arbejde hjemme.

-Eleverne var engagerede hele oplægget igennem med gode og relevante spørgsmål. Særligt kost og motion fyldte i chatten undervejs, men også hvordan man opsøger hjælp, uden at udstille sig foran de andre, var noget de interesserede sig for, afslutter Ninna.

 

Kommunikation- og marketing
Videojournalist
M  5052 9687    E  ubj@tradium.dk
A  Vester Allé 26, 8900 Randers C
 
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om små og store begivenheder hos Tradium.

Tilmeld dig