Op mod sommer springer studenterne ud og skal nu videre – ud i verden, på nye uddannelser eller i gang med arbejdslivet. Men også på andre uddannelser markerer sommerferien afslutningen på enten hele uddannelsen eller en del af den.
Årets første studenter fra Tradium Handelsgymnasiet var Josefine Emilie Boye og André Olesen, der begge har en stor kærlighed til studieture og det internationale.
André har gået på linjen Global Studies og valgte netop HHX, fordi han fandt ud af, at han her kunne komme ud at rejse som en del af gymnasietiden.
– Jeg var lidt i tvivl om, hvad jeg ville efter folkeskolen. Og jeg vidste, at naturfag ikke rigtig var noget for mig. På HHX kunne jeg få nogle nye fag, og især det internationale og muligheden for at komme på studieture tiltalte mig, siger André, der med HHX har været i England, Kina og USA.
Og studenterhuen skal bruges til mere rejse. For efter sommerferien skal André på et OPU-forløb (oplæring i udlandet). Her skal han i et år i praktik hos en teknologivirksomhed i München og blandt andet arbejde med kundehåndtering.
– Det giver et helt andet indtryk af, hvordan et land egentlig er, når man oplever det i virkeligheden – i stedet for bare at læse om det, fortæller André.
Josefine har også været meget glad for studieturene i gymnasietiden. For hende handlede det især om fællesskabet, som sådanne ture gav hende.
– Det bedste ved HHX har været fællesskabet, vi har fået i løbet af de her tre år, hvor vi er blevet lidt mere voksne sammen. Det var især godt at være på studietur. Det styrkede virkelig sammenholdet i klassen, og vi lavede også mere sammen uden for skolen bagefter, siger Josefine.
Hun regner nu med at tage på backpackertur til Asien med nogle fra klassen – og håber måske undervejs at finde ud af, hvad hun vil læse.
Uddannelsesleder Jakob Rask Sørensen holdt dimissionstale for studenterne fra EUX Business samt deres familier. Eleverne skal nu ud i lære inden for eksempelvis kontor og handel.
Let inspireret af rapperen Benjamin Hav gav Jakob nogle gode råd til eleverne på deres videre rejse.
– Der kan ske meget i livet, som er uden for vores hænder, og som vi er nødt til at acceptere. Det er også en god beskrivelse af det at tage en uddannelse, for her skal der være plads til både fiaskoer og glæder undervejs. Begge dele er vigtige for at give os nye indsigter og perspektiver på læring og livet, sagde Jakob i talen.
Samme tilgang havde Jakob Zoffmann Lønvig, rektor på Tradium Handelsgymnasiet (HHX). I sin tale havde han netop fokus på, at dannelse og livet er mere end karakterer på en skala – men at det også handler om have karakter.
- I sidste ende er det ikke kun jeres gennemsnit, der tæller. Det er jeres menneskelige karakter, jeres dannelse, jeres mod og jeres empati. Det er det, der gør jer til noget særligt, fortalte Jakob Zoffmann Lønvig.
Lars Bagger Hansen, uddannelseschef på Tradiums erhvervsuddannelser, holdt tale for eleverne, der netop havde færdiggjort grundforløb 2 (GF2) – og som nu er klar til at komme i lære som tømrere, elektrikere, smede og inden for andre håndværksfag.
Til sine elever gav han ligeledes gode råd til den hverdag, der venter dem.
- Mit råd til jer, når I kommer ud i lære, er at møde til tiden – og gerne lidt før. Det betyder noget for jeres kolleger, som er afhængige af jer, sagde Lars Bagger til GF2-eleverne.
Elever på de tekniske erhvervsuddannelser kan også blive studenter, hvis de tager en EUX. Her kombineres læretiden som håndværker med en gymnasial uddannelse, så eleverne eksempelvis har matematik på A-niveau.
– Det er hårdt at kombinere en gymnasieuddannelse med at være ude på en arbejdsplads. Man veksler mellem praktik og undervisning, og man skal huske den teoretiske del mellem skoleperioderne. Men det er det hele værd, for jeg vil gerne holde mulighederne åbne, fortæller Bastian Gaba, årets første tekniske EUX-student på Tradium.
Bastian mangler stadig et halvt år af tømreruddannelsen, men han er nu færdig med gymnasiedelen og kunne derfor få huen på efter sin sidste eksamen – og huen er ikke kun til pynt, for studentereksamen regner han med at få brug for.
– Jeg vil meget gerne arbejde som tømrer i nogle år, men regner også med at lave noget andet. Jeg har blandt andet overvejet at blive arkitekt eller måske ingeniør. Så jeg er glad for, at jeg har fået min studentereksamen – så har jeg mulighederne, afslutter Bastian, som også ser tilbage på et stærkt fællesskab med de andre EUX-elever.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om små og store begivenheder hos Tradium.