– Det er fantastisk at besøge Danmark, Randers og Tradium, siger Juliette Bates, studerende på Tidewater Community College i staten Virgina, USA. Sammen med otte kammerater fra TCC tilbringer Juliette en uge i Danmark med flere dages skoleophold på Tradium Handelsgymnasiet og praktik i omkringliggende institutioner og virksomheder.
USA-besøget er et led i et udvekslingsprogram, som sender 19 hhx-elever den anden vej til staten Virginia i slutningen af denne måned.
Værtsfamilier fra Randers
Danske familier i Randers og omegn tjener som værter for de unge amerikanere, som denne onsdag eftermiddag befinder sig i byrådssalen på Randers Kommunes gamle rådhus. Her byder borgmester Claus Omann Jensen velkommen med cola og nøddehorn, inden han fortæller de unge USA-elever om Europa, Danmark og Randers.
En af de store forskelle mellem USA og Danmark er uddannelsessystemet, hvor man i USA som udgangspunkt selv skal betale for sin uddannelse, mens staten betaler i Danmark – ovenikøbet får danske studerende løn for at studere i form af SU.
TCC-studerende Juliette Bates fortæller, at hun drømmer om at blive hjertekirurg og åbne sin egen private klinik en dag.
– Der er ikke SU i staterne. Man kan dog søge stipendier, men jeg har også to jobs ved siden af studierne, fordi jeg selv skal betale for min uddannelse, fortæller Juliette Bates.
TCCs kontor for interkulturel læring sponsorerer turen og har givet stipendium-penge til delvist at betale for de unges ophold.
– De deltagende udvekslingsstudenter får en social og kulturel oplevelse, der er centreret om det danske uddannelsessystem. Vores elever vil fuldt ud engagere sig i dansk kultur under deres ophold, siger Jeanne Natali, direktør for TCCs kontor for interkulturel læring.
Yderligere oplysninger
Underviser og international koordinator Gitte Cannon, Tradium Handelsgymnasiet
Telefon 70 11 10 10
gca@tradium.dk

