På Tradiums hotel-, køkken- og restaurantuddannelserne bliver verdensmålene oversat, så de giver mening for eleverne. På den måde bliver de en del af den daglige undervisning i både teori og praksis.
På hotel-, køkken- og restaurantuddannelserne (HKR) på Tradium har man stillet sig selv spørgsmålet, hvordan man kan implementere verdensmålene i uddannelsen, så de bliver relevante for eleverne. Ambitionen har dels været at udvælge relevante verdensmål dels at få dem ”oversat,” så de giver mening for eleverne. Endelig har det været vigtigt, at arbejdet med verdensmålene ikke blot bliver et afgrænset koncept, men noget, der er en del af den daglige undervisning i både teori og praksis.
- Vi vil gerne fremme en bæredygtig dannelse hos vores elever, og det kræver, at det bliver en hverdagsting. Det er ikke noget, vi bare gør som et projekt, men noget vi alle gør hele tiden. På den måde lærer vi vores elever at fremme en bæredygtig udvikling, fortæller Bo Høj Lauersen, der er underviser på HKR på Tradium.
En del af undervisningsplanen
Arbejdet med verdensmålene i undervisningen på HKR er etableret under overskriften ”Fra verdensmål til hverdagsmål.” Det bliver der arbejdet med både i erhvervsuddannelsernes grundforløb og i brobygningsforløb med folkeskoleelever.
- Verdensmålene er blevet lagt ind i de lokale undervisningsplaner. På grundforløb 1 skal eleverne allerede i introugerne snakke om, hvordan man skal forstå verdensmålene. Eleverne bliver delt i grupper, der får hver deres verdensmål. Der skal de arbejde med, hvad sigtet med verdensmålet er, hvad man som privatperson kan gøre i forhold til målet, og hvad vi kan gøre på skolen, fortæller Bo Høj Lauersen.
På den måde bliver verdensmålene gjort til hverdagsmål for eleverne. Det, de kommer frem til, bliver derefter lavet til plakater, der bliver hængt op i køkkenet som en reference og inspiration i det praktiske arbejde.
- Når jeg udleverer en opskrift, og vi gennemgår den, snakker vi om, hvordan hverdagsmålene er relevante i forhold opskriften. Og efter maden er lavet, evaluerer vi opgaven i køkkenet og snakker om, hvad eleven kan gøre bedre til næste gang i forhold til verdensmålene. Det kan være, vi havde en vandhane, der løb eller komfuret kunne slukkes noget før – der er altid noget, vi kan tænke over, fortæller Bo Høj Lauersen.

Bo Høj Lauersen, med kokkehuen på, er med til at omsætte verdensmål
til hverdagsmål på Tradiums hotel-, køkken- og restaurantuddannelser.