Søg på tradium.dk

Nyheder

Elever lærte at reagere under pres

 
 

15. juni 2026

Kursus i selvforsvar

Hvordan reagerer man, hvis man pludselig føler sig truet? Og hvordan undgår man at fryse fast i situationen?
 
Det var nogle af de spørgsmål, som elever fra Tradiums kvindenetværk, Women and Tools, arbejdede med, da Kenneth Juel fra virksomheden Institut for Sikkerhed besøgte eleverne og gav en introduktion til selvforsvar.
 
For mange af deltagerne var emnet relevant og nærværende. Flere af de unge fortalte nemlig, at de har oplevet utrygge situationer – særligt i forbindelse med byture, men også i andre sammenhænge, hvor de færdes alene eller møder mange mennesker.

 

Kenneth Juel underviser i selvforsvar
 

Mere end fysiske øvelser 

Men selvom selvforsvar ofte forbindes med konkrete teknikker og greb, var budskabet fra Kenneth et andet. Målet er nemlig ikke nødvendigvis at huske en lang række øvelser. Det vigtigste er at træne kroppens reaktioner, så man ikke bliver handlingslammet, hvis man pludselig står i en presset situation.
 
– Kom fri, kom væk, kom ud, lød et af de gennemgående råd under undervisningen.
Gennem praktiske øvelser fik eleverne også mulighed for at afprøve forskellige strategier og opleve, hvordan man kan træne sin evne til at handle under pres.
 
Ifølge Kenneth kan nye ”reaktionsmønstre” læres, men det kræver øvelse. Når mennesker føler sig truet, reagerer kroppen nemlig ofte automatisk.
 
Derfor handlede kurset også i høj grad om at forstå, hvad der sker fysisk og mentalt i pressede situationer, og hvordan man kan træne sig til at bevare handlekraften længe nok til at komme væk fra situationen.
 

Hvad må man egentlig?

Der blev samtidig sat fokus på grænserne for selvforsvar. Deltagerne lærte blandt andet, at den magt, man bruger for at afværge en trussel, ikke må være mere voldsom end den handling, man forsøger at stoppe.
 
For kvinderne i Women and Tools blev arrangementet både en praktisk og lærerig oplevelse, der gav anledning til gode samtaler eleverne imellem.
 
– Det var et emne, som optog eleverne meget, fordi det tager udgangspunkt i situationer, de desværre møder i deres liv. Selvom det bedste ville være, at de ikke skulle opleve disse situationer, gav kurset eleverne nogle konkrete redskaber og en større bevidsthed om, hvordan de kan passe på sig selv, siger Louise Aborg Weje, der er underviser på Tradium og tovholder for Women and Tools.

 

På kurset skulle eleverne både lære teori og praktisk selvforsvar

 

GF1 - TBT
Lærer
M  4188 0125    E  law@tradium.dk
A  Vester Allé 26, 8900 Randers
Kommunikation- og marketing
PR-ansvarlig
M  5052 9687    E  ubj@tradium.dk
A  Vester Allé 26, 8900 Randers
 
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om små og store begivenheder hos Tradium.

Tilmeld dig