
For mange lærlinge afbryder deres erhvervsuddannelse under læretiden. Med 10,9 mio. kr. i støtte fra Tietgenfonden går fire erhvervsskoler nu sammen med erhvervslivet om at udvikle nye metoder til at mindske frafaldet.
Omkring hver femte lærling forlader sin læreplads uden at fortsætte på en anden uddannelse. Det er et tab for både de unge, virksomhederne og samfundet. Derfor går erhvervsskolerne TECHCOLLEGE i Aalborg, Tradium i Randers, UCH i Holstebro og ZBC i Roskilde nu sammen om at finde løsninger på udfordringen gennem projektet "Fra lærlingeledelse til lærlingetrivsel".
Projektet, der er støttet med 10,9 mio. kr. af Tietgenfonden og med 4 mio. kr. af Region Midtjylland og Region Sjælland, skal finde nye metoder til at styrke lærlinges trivsel og tilknytning til deres uddannelser og derigennem reducere frafaldet på erhvervsuddannelserne ved at udvikle en ny tilgang til lærlingeledelse.
Fokus på overgangen
Gennem trivselsmålinger, kompetenceudvikling og nye samarbejdsmodeller skal projektet konkret skabe mere sammenhæng i overgangen mellem skole og læreplads. Dette tidspunkt på erhvervsuddannelserne (EUD) er nemlig der, hvor mange elever falder fra.
Derfor retter projektet fokus mod både virksomhedernes lærlingeledelse, men også samarbejdet mellem erhvervsskoler og lærepladser.
- Vi ved, at overgangen fra skole til læreplads er afgørende for, om unge gennemfører deres erhvervsuddannelse. For når lærlinge oplever god ledelse og et stærkt samarbejde mellem skole og virksomhed, øger vi både trivslen og chancen for, at eleverne gennemfører deres uddannelse. Derfor giver det god mening at samle erhvervsskoler og virksomheder om en fælles indsats, hvor vi udvikler nye metoder til lærlingeledelse og styrker samarbejdet omkring den enkelte lærling, siger Lars Michael Madsen, administrerende direktør på Tradium.
Efterspørgsel efter flere værktøjer
Projektet bygger videre på positive erfaringer fra et mindre forprojekt, hvor virksomheder netop efterlyste konkrete værktøjer til at skabe bedre læringsmiljøer og styrke dialogen med deres lærlinge.
Som en del af forprojektet var oplæringsansvarlige fra virksomheder også på kursusdage, hvor emnerne blandt andet omhandlede forventningsafstemninger med deres nye lærlinge, og hvordan de indsluses i virksomhedens kultur.
Med den nye indsats skal virksomhederne, hvor fokus især er på små og mellemstore virksomheder (SMV'er), også netop have adgang til mere kompetenceudvikling, netværk og praksisnære redskaber, der kan understøtte både lærlingenes trivsel og virksomhedernes oplæringsarbejde.
- Hos Tietgenfonden ser vi et stort potentiale i det nye projekt, som fire erhvervsskoler nu går sammen om med en fælles ambition om at styrke elevers trivsel og overgangen fra skole til læreplads. Der er brug for konkrete værktøjer – og det er en stor styrke, at projektet samler skoler og virksomheder om at udvikle nye, fælles løsninger, som på sigt kan komme hele erhvervsuddannelsessystemet til gavn, siger Christine Paludan-Müller, uddelingschef i Tietgenfonden.
Udover at projektet netop skal komme både lærlinge og mestre til gavn, er der samtidig også en ambition om, at det kan påvirke hele EUD-systemet, så det er klar til fremtidens uddannelseslandskab. Det gælder eksempelvis den nye erhvervsrettede gymnasieuddannelse, EPX, som i endnu højere grad kommer til at kræve et fokus på skiftet fra skolebænken til det at være lærling.
Fakta
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om små og store begivenheder hos Tradium.