Under H.M. Dronningens sommertogt gik ruten forbi Tradiums erhvervsuddannelser i Randers. Her fik Hendes Majestæt Dronningen indblik i tradition og fornyelse i udvalgte håndværksfag.
På skolens campus på Blommevej var det blandt andet duften af savsmuld, mursten og mørtel, der mødte Majestæten. Her fik Dronningen indblik i værkstedsmiljøerne på tømrer- og mureruddannelserne, mødte elever, der fortalte om tradition og fornyelse i håndværket, og blev præsenteret for en række af de andre erhvervsuddannelser, som unge i dag kan vælge mellem.
(Caroline sidder også i Tradiums bestyrelse - foto: Tradium)
Dronningen blev overrakt blomster af Caroline Ullits Dreholt, der er tømrerelev og aktiv i Tradiums kvindenetværk for elever på erhvervsuddannelserne, Women & Tools samt elevrepræsentant i Tradiums bestyrelse.
- Det var en rigtigt god oplevelse. Dronningen virkede oprigtigt interesseret i det, jeg fortalte og kom også med kommentarer undervejs, sagde Caroline umiddelbart efter at have mødt Majestæten. Caroline fortalte blandt andet om kvindenetværket, men viste og fortalte også om en model af en tagkonstruktion i målestoksforholdet 1:50, hvor Dronningen kunne se forskellige bestanddele i konstruktionen.
Herefter mødte Dronningen Christian Philip Markus, der fortalte Dronningen om materialevalg og proces i byggeriet. Christian er halvvejs i sin uddannelse, som han tager som EUX. Det betyder at han både får et svendebrev og en studenterhue. Derfor kan han eksempelvis læse videre som arkitekt, når han har gennemført tømreruddannelsen.
Christian interesserer sig også for at bygge bæredygtigt og med omtanke for ressourcerne. Han fremviste derfor to forskellige modeller, som viste Dronningen henholdsvis en konventionel byggemetode og så en mere bæredygtig af slagsen.
- Jeg kan godt lide at arbejde med bæredygtige byggeteknikker. Vi skal eksempelvis inkorporere mere træ i byggeriet, fordi det er bæredygtigt og faktisk også er noget, man tidligere har brugt i højere grad. Vi har en klode, vi skal passe på, og vi skal alle sammen hjælpe til og gøre, hvad vi kan, siger Christian.
(Christian interesserer sig for bæredygtighed - foto: Randers Kommune)
I Tradiums murerværksted mødte Dronningen Casper Bisgaard Ravn. Han afslutter snart sin uddannelse og arbejder op mod den afsluttende svendeprøve. Casper præsenterede en øveopgave for Dronningen, hvori det svære er at sørge for, at alle fuger bliver lige og ensartede. Casper fortalte endvidere om specielle mureropgaver, han har prøvet kræfter med hos sin mester og om hvorfor, han valgte murerfaget.
- Jeg har valgt murerfaget, fordi det sætter et præg på verden. Når jeg ikke er her mere, så kan mine efterkommere stadig se de huse, jeg har bygget, fortalte Casper.
(Casper møder Dronningen - foto: Tradium)
På mureruddannelsen kan man også specialisere sig i at mure fliser. Det har Patrick Dahl Gråbæk gjort, som netop har færdiggjort sin mureruddannelse. Patrik har igennem uddannelsen flere gange deltaget i Danmarksmesterskabet for håndværksfagene, DM i Skills, i blandt andet flisemurerkonkurrencen.
- Vi er få, der laver det her fine flisemureri. Først lavede jeg jo normale murer- og fliseopgaver, for jeg har altid været vild med murerfaget. Så jeg skulle lige prøve det der ekstra niveau - derfor deltog jeg i Skills, siger Patrick, der også har meget fokus på, at håndværket ikke kun skal være flot, men også holde i mange, mange år.
Patrik fremviste en flisevæg for Majestæten og fortalte om arbejdsprocessen, hvor han ønskede at omsætte kendetegn for Randers til flisekunst. I Patricks research faldt valget på byvåbnet samt 'Pigen i Gudenåen' af Randerskunstneren Sven Dalsgaard, der selv har været både elev og underviser på malerskolen. De to motiver er blevet tegnet ind i et program, der viser, hvordan fliserne skal skæres, og er derefteropsat med stor præcision.
(Patrick fremviser hans arbejde - foto: Tradium)
På gåturen fra Tradiums tømrerafdeling til skolens mureafdeling mødte Dronningen desuden arbejdende elever fra skolens øvrige uddannelser på Blommevej. Blandt andet var personvognsmekanikeruddannelsen repræsenteret ved en elev, der arbejdede på en konventionel motor samt en elbil, der illustrerede de nye opgaver, eleverne skal uddannes til.
Transport- og lageruddannelserne var til stede med en kransimulator samt forskellige konventionelle køretøjer. Samtidig blev Dronningen fortalt, at Tradium er ved at indkøbe en elbus, der har andre køreegenskaber og sikkerhedsudfordringer end konventionelle busser. Det bliver derfor vigtigt at kunne efteruddanne buschaufførerne, efterhånden som elbusserne vinder indpas i trafikken.
Fra elektrikeruddannelsen arbejde elever med lysopsætning, der er klassisk el-arbejde, men de var også til stede med en robot, som eleverne på uddannelsen lære at kode til forskellige opgaver. To elever fra maleruddannelsen viste øvelser, der er grundlæggende for forståelsen af faget og for træning af koordineringen mellem hænder og øjne, mens smedelever monterede en værktøjskasse af delelementer, de selv har computertegnet, skåret ud af jernplader og forarbejdet. De fremviste også en svejserobot, der blev brugt til at svejse en lampe – et eksempel på de nye teknologier eleverne også arbejder med i løbet af uddannelsen.
I løbet af dagen kunne elever fra Tradiums Hotel, køkken og restaurant uddannelser også fremvise deres kunnen, da de serverede kransekage under Majestætens besøg ved Tronholmen i Randers.
(HKR elever ved Tronholmen - foto: Tradium)
”Tradium, Erhvervsskole og -gymnasier, Randers” er en af Østjyllands største uddannelsesinstitutioner for erhvervsuddannelser fordelt på fire campusser, og skolen udbyder en lang række ungdoms-, voksen- og efteruddannelser inden for det merkantile og tekniske område: hhx, htx, eux, eud og AMU. Skolen beskæftiger ca. 450 medarbejdere og underviser ca. 2.700 årselever.
Tradium er en UNESCO verdensmålsskole og arbejder med at integrere bæredygtighed i undervisningen, med bæredygtighed i skoleførelsen og med social bæredygtighed. Skolen har unge dedikerede håndværkere m/k, der gerne vil vise, hvordan de med viden, kreativitet og innovation løser morgendagens opgaver og gør det bæredygtigt.
På skolens campus på Blommevej i Randers har håndværksfagene til huse, og her ligger en ny tømrerfagskole fra 2017 med meget fint værkstedsmiljø, ligesom der her er murerfagskole samt en række andre erhvervsuddannelser – blandt andet smed, maler, lager og transport og mekaniker, hvor sidstnævnte har et helt nyt efteruddannelsescenter fra 2022 med fokus på hybrid- og el-teknologier.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om små og store begivenheder hos Tradium.