
I sidste uge kunne de første studenter på Tradium Business få huen på. Herefter kom turen til studenterne på det tekniske gymnasium (HTX) og handelsgymnasiet (HHX), som traditionen tro hejste flagene foran deres uddannelser.
Mod slutningen af ugen stod den på translokationer og dimissioner, der også holdt fast i traditionerne. For HHX-eleverne bød det blandt andet på en gåtur gennem Randers til statuen Konen med æggene.
Tid til at tage sig tid
For mange af studenterne byder tiden efter sommerferien ikke med det samme på nye studier og et gensyn med skolebænken – først skal de nemlig på sabbatår.
– Nu skal vi jo fejre, at vi er blevet studenter, og så skal min kæreste og jeg ud at rejse. Vi skal rejse rundt på Balkan, blandt andet til Albanien og Kroatien, siger Laurits Kornerup, der har gået på Tradium HHX og fulgt Sport Leadership-linjen.
Laurits ved endnu ikke, hvad han vil lave efter sit sabbatår. Men han ved, at han har alle muligheder åbne med sin studentereksamen fra HHX – og samtidig er han blevet en masse gode minder rigere.
– Mit bedste minde er vores studietur til Malaga. Det var bare en rigtig god tur, og vi lavede en masse sjove ting sammen, fortæller Laurits.
Netop alt det sjove mellem timerne og alle de venskaber, som gymnasietiden har skabt, er også det, HHX-studenten Camille Bødker Sørensen ser tilbage på, efter at hun har fået huen på.
– Det er svært at vælge ét bedste minde, for jeg har bare været så glad for at gå på skolen generelt. Vi har haft en god klasse, hvor jeg har nogle tætte veninder, så jeg har virkelig været glad for at komme i skole, fordi jeg vidste, at jeg skulle være sammen med dem, siger Camille.
Vil læse medicin
– Jeg valgte HTX, fordi der var fokus på naturfagene, og fordi det var en mindre skole. Derfor er der færre og mindre klasser, så man lærer hinanden meget bedre at kende og får nogle gode venskaber – og så har der været meget hjælp at hente, hvis man har nogle udfordringer, fortæller Signe Johanne Nielsen, der var blandt de første studenter på Tradium HTX, hvor hendes yndlingsfag har været bioteknologi.
Et fag, der kommer hende til gavn, når hun efter ferien skal læse medicin med industriel specialisering på Aalborg Universitet. Her skal hun nemlig – ligesom i bioteknologi – også have fokus på samspillet mellem biologi og kemi.
Signe var traditionen tro sammen med sine medstuderende fra HTX nede at danse om Nøglen tidligere på ugen, inden det fredag var tid til dimission.
En dimission hvor der også deltog elever fra EUX Teknisk, som eksempelvis er tømrer- og elektrikerelever, der tager en studentereksamen samtidig med deres erhvervsuddannelse.

HTX-studenterne dansede traditionen tro rundt om Nøglen
Fokus på det hele menneske
Ved dimissionen på HTX havde rektor Else Ravn Rasmussen blandt andet fokus på, hvordan AI har spillet en stor rolle, på godt og ondt, i de nyudklækkede studenters uddannelse – og sandsynligvis også kommer til at spille en stor rolle i deres fremtidige liv.
Måske meget passende er det derfor ikke kun karakterer og konkret viden, som eleverne nu tager med sig fra deres gymnasietid. De tager også dannelse, venskaber og en forståelse for det samfund med sig, som de nu skal ud og være en del af.
– I sidste ende er det ikke jeres karaktergennemsnit, der afgør, hvem I bliver. Det gør jeres menneskelige karakter. Jeres dannelse. Jeres empati. Jeres mod. Jeres evne til at behandle andre mennesker godt. Det er de egenskaber, verden har mest brug for, sagde rektor ved Tradium HHX, Jakob Zoffmann Lønvig, således også i sin tale til studenterne.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om små og store begivenheder hos Tradium.