Søg på tradium.dk

Nyheder

Studenter er klar på mere uddannelse

 
 

27. juni 2024

Men inden studierne starter, skal der være tid til et sabbatår

På Tradium HTX kunne de første studenter, tradition tro, hejse flaget foran skolen, da de i mandags blev færdige med deres sidste eksamener. Smilene var store, da det forinden var gået rigtigt godt for de nyudklækkede studenter, der havde været til en gruppeeksamen i molekylær teknologi.

- Vi har lavet et projekt med en masse forsøg og har så skabt et færdigt produkt, hvor vi har blandet fagene biologi, kemi og teknik, fortæller Trine Malene Vestergaard, der har gået på en studieretning med fokus på bioteknologi.

Trine vil gerne i gang med uddannelsen som veterinærsygeplejerske og sidenhen dyrelæge lige efter sommer. Modsat vil hendes klassekammerat, Asad, gerne på sabbatår, inden han skal i gang med mere uddannelse.

- Jeg vil først tage et sabbatår og finde ud af, hvad jeg gerne vil læse. Men jeg tænker, det skal være noget indenfor farmaci og forskning i medicin, siger Asad Fahim Sultani, der synes, at muligheden for at lave konkrete projekter og bruge teori i praksis har været det bedste ved tiden på HTX.

Asad sammen med Else Ravn Rasmussen, rektor på Tradium HTX

 

Kombinerede skole og sport

På Tradium HHX var det Laura Pedersen, der har gået på Marketinglinjen, samt Mathias Simonsen, der gik på ElitesportsCollege, som blev de første studenter i 2024.

Fordi Mathias har spillet fodbold ved Randers FC sideløbende med uddannelsen, har han taget sin studentereksamen som en del af Randers ElitesportsCollege, hvor eleverne kombinerer seriøs skolegang og sport på højeste niveau.

- Når du går med nogen, der har en lige så stor drøm som dig, så kan man også hjælpe hinanden med at komme tættere på den drøm, fortalte Mathias kort tid efter, at han var startet på HHX i Randers.

For Mathias byder fremtiden fortsat på fodbold, hvor han netop har fornyet sin kontrakt med Randers FC. Men inden da skal han fejre studenterhuen, og det samme skal Laura.

- Jeg skal nyde studentertiden, og så skal jeg ud at rejse. Jeg tænker alle mulige steder lige nu, men vil i hvert fald til Sydøstasien, siger Laura, der overvejer at læse erhvervsøkonomi på universitetet efterfølgende, men nyder, at hun har god tid til at bestemme sig.

 

Laura sammen med Jakob Zoffmann Lønvig, rektor på Tradium HHX

 

 

Kommunikation- og marketing
Kommunikationskonsulent
M  5052 9687    E  ubj@tradium.dk
A  Vester Allé 26, 8900 Randers C
 
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om små og store begivenheder hos Tradium.

Tilmeld dig