
Peter Dyrmose Nielsen går på smedeuddannelsen ved Tradium og har netop vundet DM i Skills 2026.
Til trods for, at opgaven ikke var inden for et område, som Peter havde meget erfaring med, holdt han hovedet koldt, nåede i mål og gav projektet alt, hvad han kunne – og det gav pote. Han kan nu kalde sig danmarksmester efter at have vundet DM som klejnsmed.
Peter er til daglig smedelærling ved Rala Stål, og han har oplevet, at der har været rigtig god opbakning fra hans læreplads, som også besøgte ham under DM.
- Min læreplads har givet fuld opbakning – både til regionsmesterskaberne og til at deltage i DM i Skills. De synes også, at det viser, at man kan få en god oplæring her, siger Peter, som valgte at deltage i DM, fordi han gerne vil være med til at vise sit fag frem og dygtiggøre sig – men også fordi det var en rigtig god måde at møde andre dygtige mennesker på.
Oprindeligt var det ikke smedefaget, der fangede Peters interesse. Faktisk havde han besluttet sig for at gå en anden vej, men en praktik ændrede det hele.
- På grundforløb 1 havde jeg forskellige uddannelser i tankerne. Jeg tænkte faktisk, at jeg gerne ville være mekaniker. Men så kom jeg i praktik som smed, og det syntes jeg virkelig var sjovt. At man kunne lave sine egne ting helt fra bunden. Du starter med noget metal og ender med et produkt, der kan bruges ude i verden, fortæller Peter, som nu altid vil have titlen som danmarksmester med sig videre ud i erhvervslivet.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om små og store begivenheder hos Tradium.