Søg på tradium.dk

Nyheder

Tradium åbner e-sport akademi

 
 

12. januar 2018

Efter sommerferien tilbyder Tradium alle sine elever mulighed for at træne e-sport på højt niveau, samtidig med at de får en ungdomsuddannelse.

Foto: Rasmus Sommer (til venstre) og Kasper Østergaard Nielsen fra HTX spiller E-sport på professionelle hold og glæder sig til at kunnen træne sammen med flere andre elever og få undervisning af Andreas Bastian Dalsaa (til højre)

På tværs af klasser, studieretninger og uddannelser kan alle eleverne hos Tradium fra august 2018 træne e-sport to eftermiddage om ugen. Træningen får stor fokus på sundhed, motion og siddevaner.

”Vi har store ambitioner med træningen, og målet er at deltage i konkurrencer og vinde. Og vi håber, at vi på sigt kan danne rekrutteringsgrundlag for de professionelle hold. Så klar er meldingen fra Andreas Bastian Dalsaa, der er underviser på Tradiums Tekniske gymnasium og er certificeret e-sports instruktør. Det bliver i høj grad ham, der kommer til at varetage træningen af de unge.

”Nu kan det godt være, at jeg skubber lidt til fordommene, men det kræver en rigtig god fysisk form at kunne præstere i e-sport. Derfor lægger jeg meget vægt på at kombinere træningen med bl.a. fitness. Derudover vil vi træne i spil, der er holdorienteret. Eleverne får mulighed for at træne forskellige roller på holdet, og vi garanterer, at de kan komme med på et hold”, siger Andreas Bastian Dalsaa, der er i fuld gang med at planlægge træningsforløbene. Han garanterer, at niveauet bliver højt, også i kraft af, at der på Tradium allerede går elever, der spiller turneringer på professionelle hold.

De spil, der bliver træning i, er Counter Strike (CS), League of Legends (LoL) og Overwatch. Derudover vil der være træning i andre spil afhængig af, hvad eleverne ønsker. Eksempelvis er PlayerUnknown's Battlegrounds (pubg) lige nu det mest fremadstormende spil i verden, så det kan også blive relevant.

Holdtræning øger de sociale relationer

Hos Tradium har man talt med både spillere og forældre for at undersøge, hvordan interessen for fælles træning i e-sport er. Nogle forældre kan være bekymrede for, at deres unge fortaber sig i spilverden og sidder alene på værelset. Derfor er netop holdtræning under ordnede forhold et vigtig element i at bevare de sociale relationer.

”Ved at kunne dyrke sin hobby på højt niveau og samtidig få en ungdomsuddannelse imødekommer vi de unges behov for at lave et attraktivt studiemiljø. Sidegevinsterne ved træningen er, at de lærer en masse om at samarbejde og at kunne planlægge sin tid. De får også mere selvdisciplin og lærer at kunne præstere under pres, og det er alt sammen kompetencer, der både kan bruges i studiesammenhæng og ikke mindst i arbejdslivet, siger Andreas Bastian Dalsaa. ”Og så er det min erfaring, at man taler pænere, når man sidder sammen, end hvis man bare spiller over nettet. Og så er det sundt for de unge at mødes om noget fælles og gøre hinanden gode”, understreger Andreas.

Derudover betyder det at gå til noget, at man bliver bedre til det, og derfor kan komme længere. Det bliver nemmere at udvikle sig, når man får gode rammer og værktøjer, der kan hjælpe en videre.

ToolBoks giver perfekte rammer for træningen

Det er med åbningen af ToolBoxen, at Tradium kan stille helt nye faciliteter til rådighed med sportshal, fitness, computerrum, cafe og værksteder med sidste nye teknologi. Med sportshallen og biografen bliver det muligt at lave turneringer med op til 400 spillere. Tradium har allerede gode erfaringer med at arrangere LAN-partyer, hvor vi med eleverne fra HTX ofte har samlet mere end 100 deltagere.

Derudover bliver muligheden for den fysiske træning helt afgørende, og den også kommer til at fylde meget, da den fysiske form øger både yde- og reaktionsevnen. Derfor handler undervisningen også om kost, mentaltræning og motion. Og så er der selve computergrejet, som vi stiller til rådighed og sørger for er klar til at træne på. Tastatur og headset kan eleverne selv tage med, hvis de vil, da her ofte er meget individuelle favoritter.

Elever, der kommer langvejs fra, kan bo på Tradiums Talent College, der står færdigt til august 2018 med 120 sengepladser. En del folkeskoler og efterskoler her i området tilbyder også e-sport, og fra det kommende skoleår kan eleverne herfra fortsætte deres hobby på højt niveau og kombinere det med deres ungdomsuddannelse.

 
Teknisk gymnasium
Adjunkt
A  Vester Allé 26, 8900 Randers C
 
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om små og store begivenheder hos Tradium.

Tilmeld dig